Trafikuheld i et Ringvejs-kryds |
Onsdag eftermiddag i sidste uge skete der en
trafikulykke i krydset Århusvej/Ringvejen i Grenaa. De implicerede var en 20-årig
knallertkører fra Voldby og en 61-årig kvindelig bilist fra Randers. Begge to
kørte mod krydset ad Århusvej med retning ud af byen. Bilisten skulle svinge til højre
mod Randers, mens knallertkøreren agtede at køre ligeud i krydset. Bilisten skulle
naturligvis holde tilbage for denne ligeud-kørsel, men det gjorde den 61-årige kvinde
ikke. Hun foretog sit højresving uden at være opmærksom på knallerten, og så skal der
vel egentlig ikke den store fantasi til at forestille sig, hvad der så skete.
Knallertkøreren slog en ordentlig kolbøtte ved sammenstøddet, men kom ikke alvorligt
til skade. Han måtte dog en tur på sygehuset for at få kigget på sine skader. Der
skete naturligvis også materielle skader ved ulykken, som den 61-årige kvinde må tage
på sin kappe.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002