Den Kommunale Højskole i Grenaa moderniseret for otte millioner kr. |
En renovering og modernisering af den ældste
del af Den Kommunale Højskole i Grenaa er nu afsluttet, og lørdag den 24. august blev
der afholdt indvielse af og rundvisning i de moderniserede lokaler.
Blandt andet har et mødelokale, som i tidernes morgen udgjorde ét af selskabslokalerne i
det oprindelige Hotel Du Nord, fået en helt ny tagkonstruktion, som i ét stykke blev
bugseret på plads af en kæmpekran tidligere på sommeren.
Der er således tale om en bygningsmasse, som har 40 år på bagen, og derfor stod og
trængte kraftigt til en overhaling. Forstanderen på Den Kommunale Højskole i Grenaa,
Jørgen Hahn, har ved en tidligere lejlighed i Grenaa Bladet kunnet fortælle, at der har
været tale om et ombygnings- og renoveringsprojekt til cirka 8 millioner kroner.
Bygningsdelen, der er blevet renoveret, er på mellem 800 og 900 m2, og udgjorde i sin tid
hovedindgang med foyer til det oprindelige Hotel Du Nord, der tog sin begyndelse helt
tilbage i 1962. Siden blev der bygget et nyt hotel lige ved siden af - det nuværende
Scandic Stena Hotel - og Den Kommunale Højskole rykkede så ind i det gamle hotel.
Mødesalen - der nu har fået et tag med høj rejsning i stedet for det gamle flade tag -
er ikke blevet større rent kvadratmetermæssigt, men der er selvsagt blev noget højere
til loftet i hvad der er endt med at blive et noget mere lyst, venligt og luftigt
mødelokale.
I det hele taget har der udelukkende været tale om en tiltrængt modernisering af den
ældste del af højskolens bygningsmasse, og helt efter planen kunne man pr. den 18.
august igen tage imod kursister fra den offentlige sektor fra hele landet. Det er Ålsrode
Tømrerfirma, der har stået for dette renoveringsprojekt.
Fotos: Lene Madsen
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002