Sagen om mølle-branden i Grenaa afgjort med en bøde på 600 kroner |
Torsdag den 2. maj 2002 brændte Grenaa's
vartegn, Baunhøj Mølle, ned til grunden.
En række brandtekniske undersøgelser blev efterfølgende iværksat for at finde frem til
brandårsagen. Formodningerne gik i første omgang på, at én af kommunens egne folk
uforsætligt skulle have forårsaget branden i forbindelse med ukrudtsafbrænding med en
gasbrænder omkring Møllen. De brandtekniske undersøgelser har bekræftet denne
formodning, og sagen er fra politiets side nu afgjort med en bøde på 600 kroner for
overtrædelse af brandlovgivningen. Der er tale om udnyttelse af en paragraf, der kan
bruges, hvis en given person kommer til at gøre noget ved uforsigtighed, men hvor der
ikke er noget graverende i det man har foretaget sig. Det vil sige, at der ikke har været
noget forsætligt i det man har gjort, samtidig med, at nogle uheldige omstændigheder er
indtruffet.
- Bøden kan ganske enkelt ikke blive mindre, og de 600 kroner er normaltakst i
forbindelse med brandsager, hvor man har handlet uforsigtigt, men ikke har gjort noget
starfbart i henhold til straffelovgivningen. Med andre ord noget, der kunne være sket for
både dig og mig, siger vicepolitikommissær Bo Paulsen fra Grenaa Politi.
Ingen grund til mistænksomhed
I et enkelt læserbrev i Grenaa Bladet blev der rejst mistanke om, at branden nærmest
skulle være blevet påsat inde i Møllen, men det er der ifølge politi og brandvæsen
ikke noget der taler for. At branden skulle være udbrudt i mølletoppen, holder med andre
ord ikke vand.
Indsatsleder ved Grenaa Brandvæsen, Jan Recke, var på brandstedet kl. 11.34, hvor han
kunne konstatere, at branden havde godt fat i den nordre del af underetagen, og herfra
bevægede sig opad i Møllen. Han siger, at det er helt naturligt, at ilden altid søger
opad, og på grund af brandbare materialer slog ilden hurtigt igennem her.
Tilbage står nu kun at få opklaret, hvorfor alarmeringen på 112 klokken cirka 11.00
først ankom til Beredskabsgården i Grenaa klokken cirka 11.30. Det vil sige med en halv
times forsinkelse. En ganske fatal forsinkelse, eftersom Møllen jo nedbrændte totalt
trods brandfolkenes ihærdige indsats. Politikommissær Erling Larsen, Århus Politi,
sidder med sagen, men var ikke at træffe i sidste uge på grund af ferie.
Bekymrede Grenaa-borgere har desuden henvendt til sit Grenaa Bladet for at høre, hvorfor
det resterende murværk til møllebygningen er blevet jævnet med jorden. Det er sket af
sikkerhedsmæssige årsager, og er altså ikke udtryk for, at Møllen ikke bliver
genopbygget som en tro kopi af den der brændte. Dette spørgsmål er imidlertid ikke helt
afklaret endnu. Spørgsmålet skal behandles politisk her i løbet af efteråret,
hvorefter Grenaa Kommune vil kunne fortælle, om der skal bygges et helt nyt vartegn, en
tro kopi - eller en mellemting. En arbejdsgruppe sidder med sagen lige i øjeblikket.
Brandtomten set fra det nordøstlige hjørne - ved porten hvor man mener branden startede.
Møllehjulet fra Møllens top ses liggende ud for denne port. De to andre porte mod
henholdsvis øst og vest blev ikke antændte ved branden den 2. maj.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002