Grenaa Bladet - 03-09-2002
Fokus på økonomien i Nørre Djurs

Der er stor fokus på økonomien i Nørre Djurs Kommune her på tærsklen til, at Kommunalbestyrelsen skal vedtage budgettet for 2003 den 3. oktober.

På positiv-siden - hvilket fremgår af det seneste nyhedsbrev fra kommunen - er der det at fortælle, at Indenrigsministeriet har godkendt kommunens likviditetsbudget. Dette indebærer, at ministeriet har givet dispensation for den såkaldte »kassekredit-regel« frem til 2. halvår af 2004. På dette tidspunkt skal kommunen ifølge det godkendte likviditets-budget have oparbejdet den nødvendige kassebeholdning igen. For at holde likviditets-budgettet kræver det, at Kommunalbestyrelsen både i 2003 og 2004 vedtager stramme drifts- og anlægsbudgetter.
På det seneste møde i Kommunalbestyrelsen på rådhuset i Glesborg var der bred politisk opbakning til at gennemføre de besparelser, der skal til for at holde det fremsendte likviditets-budget. I kroner og øre betyder det, at der her i 2002 skal gennemføres driftsbesparelser på 2,1 millioner kroner foruden skattefinansierede anlægsbesparelser på 2,4 millioner kroner. I 2003 venter der driftsbesparelser på yderligere 4 millioner kroner, og der vil ikke være økonomisk råderum til at gennemføre anlægsprojekter i 2003.
Mandag den 26. august holdt Kommunalbestyrelsen budgetseminar. Her blev der ikke truffet deciderede beslutninger, men målet med seminaret var da også, at de politiske grupper »blot« skulle forsøge at nå til enighed omkring de væsentligste besparelser på budget 2003. Den 12. september har Kommunalbestyrelsen 1. behandling af budgettet for 2003, og den 3. oktober skal budgettet som allerede nævnt vedtages endeligt.

Kulturraketten klarer skærene
Foreløbig ser det dog ud som om Kulturraketten overlever sparekniven - omend i en lidt reduceret udgave. Det tegner således til, at Kulturraketten også bliver gennemført i 2003, men det reducerede budget bevirker, at der ikke kan satses på arrangementer med behov for stor underskudsdækning, ligesom Nytårskoncerten bortfalder. Som et af de faste indslag bibeholdes Vinterballet den sidste lørdag i februar, og Kulturcaféerne i forsamlingshusene ønsker politikerne også videreført. Der afholdes planlægningsmøde for alle interesserede i den sidste del af september. Tovholderne på Kulturraketten er fortsat Kirsten Krogh fra Nørre Djurs Kommune og den lokale musiker Bo Jacobsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002