To borgermøder i denne uge: |
Nu starter skole-debatten i Grenaa Kommune for alvor
Børne- og Ungdomsudvalget i Grenaa Kommune har besluttet at sende et oplæg om en ny
skolestruktur til debat i de næste måneder. Materialet er blevet udsendt til alle
høringsberettige - skoler og skolebestyrelser med videre - og høringsperioden løber fra
den 16. august til den 18. oktober. Materialet vil desuden været fremlagt på Grenaa
Rådhus og Grenaa Bibliotek, ligesom det også vil kunne læses på Grenaa Kommunes
hjemmeside.
Børne- og Ungdomsudvalget indbyder desuden til borgermøder ud fra et ønske om at indgå
i en dialog med alle der interesserer sig for Grenaa Kommunes folkeskoler. Begge
borgermøder afholdes i indeværende uge, og det første foregår tirsdag aften den 27.
august i Kulturhuset Pavillonen, mens det andet borgermøde afholdes i Toubroskolens hal
torsdag aften den 29. august.
Det er hensigten med disse borgermøde at skabe tid og rum til en god belysning af de 9
forskellige modeller for en ny skolestruktur, som forvaltningen og Børne- og
Ungdomsudvalget har fundet frem til som mulige løsninger. Samt give borgerne lejlighed
til at fremkomme med nye ideer.
Svarark til hørings-svar er udsendt
Sammen med oplægget »Forslag til debat om skolestrukturen i Grenaa Kommune« er tillige
udsendt et svarark til høringssvar, som man anmoder alle interesserede til at benytte.
Efterfølgende indsendes disse høringssvar til Børne- og Kulturafdelingen på Grenaa
Rådhus, Torvet 3, 8500 Grenaa.
Efter behandling af høringssvarene i Børne- og Ungdomsudvalget den 3. november vil sagen
blive behandlet i Økonomiudvalget den 13. november og i Grenaa Byråd den 26. november
2002. Vælger man her en model, der involverer lukning af en af de fem fastlandsskoler,
vil denne lukning træde i kraft fra og med skoleåret 2004/2005.
Elevtallet falder ganske kraftigt
Grenaa Kommune har gennem de seneste år besluttet »Kvalitetsmål for folkeskolen« og
udarbejdet »Helhedsplan for folkeskolen«, som dækker over pædagogiske ombygningsplaner
for alle folkeskoler til igangsætning her i 2002. Efter beslutningen om ombygningen af
folkeskolerne fremkom nye befolkningsprognoser. Forudsætningen for hele ombygningsplanen
ændrede sig hermed. Faldet i elevtallet var nemlig så stort over de kommende 15 år, at
det svarede til, at én af de store byskoler blev tømt for elever. Børne- og
Ungdomsudvalget fandt det derfor påkrævet at revurdere helhedsplanen. Den model, der
herefter blev udarbejdet, indebar at én skole, Mølleskolen i Ålsø, skulle nedlægges.
Skoledistrikts-grænserne skulle ændres således, at distriktet deltes mellem Søndre
Skole og Toubroskolen. Modellen indeholdt desuden et forslag til anvendelse af
Mølleskolens lokaler. Det blev foreslået at etablere og samle kommunens
specialpædagogiske tilbud her. Efterfølgende ville Grenaa Kommunes tilbageværende fire
folkeskoler rent størrelsesmæssigt være gearet til at fastholde de vedtagne
kvalitetsmål - også i en periode med faldende elevtal.
Sagen blev drøftet på byrådets møde den 11. juni 2002 med henblik på igangsætning af
den lovpligtige høringsfase ved skolelukninger. I en byrådssal proppet med
Mølleskole-demonstranter besluttede byrådet imidlertid at iværksætte en dyberegående
analyse af, om der kunne være andre modeller, end den foreslåede, der modsvarer ønsket
om at fastholde kvaliteten ved et stærkt faldende børnetal, samt at indlede en åben
debat om skolestrukturen.
Sparekrav indover
Grenaa Kommunes økonomiske situtaion har samtidig udviklet sig således, at der er behov
for besparelser på folkeskoleområdet. Kravet til modellerne blev derfor yderligere
skærpet, idet der samlet skulle peges på en årlig driftsbesparelse på 3 millioner
kroner. Materialet er således bygget op omkring tre grundpiller: 1. Kvalitetsmål for
folkeskolen skal gælde for alle elever. 2. Sikre skolestørrelser, der er økonomisk
fornuftige. 3. Anvise besparelser på 3 millioner kroner.
Sådan ligge landet, og det er nu den offentlige debat skal træde i karakter med henblik
på at hjælpe politikerne med til at finde frem til den på alle måder rigtige løsning
for en ny skolestruktur i Grenaa Kommune.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002