Grenaa Kommunes budget for 2002 er skredet med 8 mio. kr. |
I en tid, hvor Grenaa Kommunes økonomi bestemt ikke har brug for budget-overskridelser, så er det ikke desto mindre hvad man samlet set står med lige nu i størrelsesordenen 8 millioner kroner vedrørende budgettet for 2002. På sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus besluttede et enigt byråd derfor at gå i gang med at finde besparelser i tilsvarende målestok på det samme budget. Det vil sige det at tage fat om nældens rod lige her og nu, i stedet for at vente til den endelige budgetopgørelse foreligger.
På Teknisk Udvalgs område har man fundet netto-merudgifter på 1,2 millioner kroner, på Børne- og Ungdomsudvalgets 5,3 millioner kroner og godt 3 millioner kroner på Voksen- og Fritidsudvalgets. Det modsvares i nogen grad af en sammenlagt mindre-udgift på Økonomiudvalgets område på 1,5 millioner kroner, hvorved man lander på en samlet budget-overskridelse på 8 millioner kroner. Ikke just hvad en i forvejen særdeles stram økonomi har brug for. På byrådsmødet kom det blandt andet frem, at selv med millionerne fra Sommerhusgrundfonden er kassebeholdningen tæt på de minimumskrav, som Indenrigsministeriet har udstukket for kommuner, der - hvis disse krav ikke kan overholdes - sættes under administration af staten.
Det er så medvirkende årsag til en negativ sneboldeffekt, idet en lav kassebeholdning ikke sikrer kommunen de budgetlagte/forventede renteindtægter. Det ser på den konto ud til, at Grenaa Kommune er ved at miste 2,5 millioner kroner på 2002-budgettet. Byrådet besluttede på sidste uges møde, at der skal findes kompenserende besparelser/serviceforringelser i udvalgene her og nu, og yderligere valgte man at indskærpe den allerede vedtagne politik - endnu engang - at tillægsbevillinger skal søges begrænset til et absolut minimum, og at dem, der ikke kan undgås, skal søges finansieret indenfor egne driftsrammer. Det vil sige, at man skal finde pengene et andet sted indenfor det enkelte udvalgs budget.
Hovedårsagerne til budget-overskridelserne er som følger:
Teknisk Udvalg - Et merforbrug på 708.000 kroner vedrørende bygninger skyldes dels en stigning i elprisen fra NRGi og dels en stigning i de faste afgifter fra Grenaa Varmeværk. Dertil komme en halv million ekstra til NRGi vedrørende gadebelysningen.
Børne- og Ungdomsudvalget - De væsentligste årsager til merudgiften på de 5,3 mio. kroner er øgede udgifter til anbringelse af børn på socialpædagogiske opholdssteder, hvilket alene giver en merudgift på 4 mio. kroner. Resten kommer fra en øget visitation til døgninstitutionerne for børn og unge (primært til døgnophold for både forældre og børn med en samlet merudgift på 703.000 kroner) samt en øget visitation til døgninstitutionerne for børn og unge med sociale adfærdsvandskeligheder, hvilket giver en merudgift på 900.000 kroner. Den talkyndige læser vil lynhurtigt have luret, at det samlet set giver mere end 5,3 millioner kroner, men regnestykket går op, idet man fratrækker et mindreforbrug på bidraget til de private og statslige skoler på 322.000 kroner.
Voksen- og Fritidsudvalget - Her mangler der godt 3 mio. kroner i at få enderne til at nå sammen. De væsentligste årsager hertil er døgnplejeområdet, hvor der på Plejehjemmet Fuglsanggården i budget 2002 ikke er afsat midler til afløsning ved ferie og sygdom, samt til hjælpemiddelområdet for inkontinens, stomi og udlånshjælpemidler, hvor en forventning om større tilgang af brugere giver en merudgift på 2,2 mio. kroner.
En meget trist sag
Venstre's Knud Kildal sagde på byrådsmødet, at der var tale om en på alle måder trist sag. Det vil sige både trist for kommunens økonomi og for de skæbner, som gemmer sig bag tallene på disse tillægsbevillinger.
- Men det er også trist, at byrådets beslutning af 30. april 2002 om, at udvalgene skal søge tillægsbevillingerne begrænset, og at søge de uundgåelige tillægsbevillinger finansieret indenfor egne driftsrammer. Den beslutning bliver ikke i tilstrækkelig grad taget alvorligt, hvorfor budget-overskridelserne må en tur tilbage i udvalget, så det vi har besluttet, også bliver gjort. Det er vigtigere end nogensinde, at der holdes igen med økonomien. Vel er det svært at finde pengene, men vi er simpelthen pisket til det. Min indstilling til såvel medarbejdere som udvalg er, at I må og skal finde størstedelen af pengene indenfor Jeres egne budgetter. Alternativet er, at vi sættes under administration, sagde Knud Kildal, der talte på vegne af hele den borgerlige gruppe.
Socialdemokraterne var ikke uenige.
- Det er en rigtig indstilling. Det bliver ikke let at finde pengene indenfor eget område, men kan vi spare budget-overskridelsen væk nu, skal vi naturligvis gøre det. Dog bekymrer det mig lidt, at man i sin spareiver har fjernet den ene million kroner, som er afsat til Grenaa Idrætscenters udbygning - uden at genplacere den i et af de kommende år. Det er da vi skal forholde os til? sagde Erik Hoberg.
Partifællen Niels Erik Iversen ville også gerne være med til at kigge i budgetterne igen, men han ville ikke have »skæld ud« af Knud Kildal for ikke at have sparet i tide.
- Vi har jo ikke gjort så meget ved økonomien for 2002, fordi vi indtil for nylig gik rundt i den tro, at der var positive tendenser i økonomien. Det er nu vendt og en negativ kassebeholdning truer. Kassebeholdningen har det med andre ord skidt, selv med millionerne fra Sommerhusgrundfonden, og der er vi naturligvis nødt til at gøre noget ved her og nu, sagde Niels Erik Iversen.
Også SF's Tom Mortensen var klar til at gå ind og revurdere budgetterne, selv om han fastslog, at man altså allerede havde været i sving med det én gang.
- Men vi må ind og kigge på det igen. Noget er jo iværksat, så dér hvor vi må revurdere må være på ting, der endnu ikke er iværksat, sagde han afslutningsvis.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002