Grenaa Bladet - 27-08-02
Iværksætterhus indvies på fredag

Et samarbejde mellem Grenaa Tekniske Skole og Djurslands Erhvervsråd har ført til etablering af et såkaldt »Iværksætterhus« i den gamle Grenaa-Hundested-terminal på Grenaa Færgehavn.

Grenaa Bladet har allerede omtalt konceptet, der går ud på at støtte op om små iværksætter-virksomheder i en periode, så de får den bedst mulige start - og dermed bedst mulige chance for at overleve på det marked, som man nu bevæger sig på. På fredag den 30. august er man klar til indvielse af Iværksætterhuset på Grenaa Havn, der efter planen kun er ét ud af tre, hvoraf det andet etableres ved Bønnerup Strand, mens det tredje kan lande i Ebeltoft eller Auning/Allingåbro.
Forstanderen for Grenaa Tekniske Skole, Palle S. Rasmussen, fortæller:
- For Grenaa Tekniske Skole er Iværksætterhusene en gammel drøm som går i opfyldelse. Vi har siden 1990 beskæftiget os med kursus og rådgivning til iværksætterne. Det er derfor dejligt, at det nu er lykkedes at skaffe midler til Iværksætterhusene, således at den viden og de kontakter Grenaa Tekniske Skole gennem tiden har oparbejdet, kan medvirke til, at der etableres nye virksomheder på Djursland. Det samlede budget for Iværksætterhusene er over 2 år på 2,5 millioner kroner. Heraf ydes 1,27 millioner kroner som tilskud fra EU's socialfond. Den resterende sum finansieres af os og Djurslands Erhvervsråd i fællesskab, udtaler Palle S. Rasmussen.

Svært at starte op
Grenaa Tekniske Skoles kursuschef, Niels Ole Svit, forklarer om baggrunden for projektet:
- Det er svært at starte op for sig selv. Der er et hav af love og regler at holde styr på, ligesom man skal kende sit marked rigtig godt. Mange opgiver undervejs, også fordi man måske mangler et socialt element i dagligdagen, fordi man typisk sidder alene og arbejder. Der er ikke nogen at dele opture og nedture med. Det er utroligt vigtigt med et sådant netværk, hvor man kan dele viden og opbygge et socialt netværk. Vi kender sådanne vækstmiljøer fra Århus og København, men det kan vi jo ikke rigtig bruge til noget her på Djursland. Der er imidlertid mange, der har gode idéer, og de skal hjælpes i gang på den bedste måde. Derfor laver vi Iværksætterhusene, siger Niels Ole Svit.

50% lukker ned indenfor tre år
Direktøren for Djurslands Erhvervsråd, Finn Pedersen, supplerer:
- De kolde facts og statistikker viser, at 50% af disse iværksætter-virksomheder lider »vuggedøden« indenfor 3 år. Det har vi ganske enkelt ikke råd til her på Djursland. Det handler derfor om at skabe nogle miljøer, hvor denne »vuggedød« minimeres ganske kraftigt. Der skal med andre ord tages hånd om disse virksomheder. De skal sikres en god sparring - både via fælles vidensdeling i huset, men også via sparring udefra, hvor Djurslands Erhvervsråd kan være fødselshjælper. På den led har vi indgået aftaler med virksomhedsledere som Jes Nielsen fra Voldby Maskinfabrik og møbelarkitekt Hans Sandgren Jakobsen, der uden at få noget for det, deler deres viden med disse iværksættere, siger Finn Pedersen.

Én er vokset ud af rammerne
I Iværksætterhuset finder man blandt andet IT-virksomheden Saver-S ApS ved Søren Husum og Absolut Marketing ved Karen Aabo. Gitte Hansen er rykket ud af lokalerne med sit vikarbureau, fordi hun er vokset ud af rammerne via outsourcing. Hun skal således stå for kantinedriften på Novopan i Pindstrup. Og det er netop hele meningen konceptet. At man via en god og omkostningslav start - iværksætterne betaler kun en lille husleje - kan få vokseværk og sikre sig overlevelse. Iværksætterhuset må ikke blive en sovepude, og huslejen fordobles da også fra det ene år til det andet, ligesom man heller ikke kan bo i denne »kuvøse« i mere end tre år.
- Naturligvis er der et konkurrenceforvridende element i det her, men omvendt er det jo noget, som vi tilbyder alle med mindre der er tale om en decideret produktionsvirksomhed. Dem håber vi dog på at kunne tilgodese snarest via nogle opfinderværksteder eksempelvis. Djurslands Erhvervsråd er klar til at gøre en hel del for at hjælpe disse folk, der render rundt med gode idéer. Det er helt bestemt én de måder, vi skal skabe erhvervsudvikling på her på Djursland, siger Finn Pedersen.
Der er som allerede nævnt officiel indvielse af Iværksætterhuset på Grenaa Havn på fredag den 30. august, hvor borgmester Gert Schou kommer og klipper snoren over.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002