Grenaa Bladet - 27-08-02
Dobbelt-fernisering i Kulturhuset Pavillonen

mollen4fv.jpg (17986 bytes)

Kulturhuset Pavillonen kan i samarbejde med Møllelauget i Grenaa byde på noget så eksotisk som en dobbelt-fernisering på fredag den 30. august.

I Billedværkstedet og de tilstødende lokaler viser Møllelauget årets sidste udstilling, der har fået navnet »Uden Censur«. Her deltager kunstnerne Ida Lykke Kjær Stenager, Grenaa, Tove Sørensen, Grenaa, Kirsten Mønsted, Albøge, Mette Loeber, Luxembourg, Gitte Brunn Jørgensen, Vejlby, og Jacob Svith Petersen, Grenaa. De har alle seks tidligere deltaget på Møllelaugets censurerede udstilling i 2001 - dengang der var en Baunhøj Mølle - og er nu specielt inviteret til denne udstilling, der altså ferniseres i Kulturhuset Pavillonen på fredag.
Og som allerede nævnt sker det samtidig med åbningen/ferniseringen af Kulturhuset Pavillonens egen september-udstilling med billedkunstneren Hanne Schmidt fra Solbjerg. Hun udstiller værker i kulturhusets foyer og lille galleri med videre i hele september måned, mens Møllelaugets udstilling lukker ned den 15. september.
Åbningen af begge udstillinger foreståes af formanden for Grenaa Kunstofrening, Morten Skovmand, der selv er en anerkendt billedkunstner. Han har i øvrigt gået på kunstakademi sammen med Hanne Schmidt.
Hendes uddannelsesmæssige baggrund er Erik Clemmensens malerskole, Kunstakademiets malerskoler ved professorerne O. Rude og Niels Lergård, Grafisk skole hos Holger Jensen og Erik Lagoni. Er endvidere uddannet som kunstpædagog på Kunstakademiet hos professor Helge Bertram. Har blandt andet udstillet værker på Charlottenborg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002