| Automatisk trafik-kontrol på vej til hele Grenaa Politikreds |
En anonym kassevogn holder stille i vejsiden på en villavej, landevej eller indfaldsvej til byen, mens trafikken suser forbi.
Nogle af disse bilister kører stærkere end den på
stedet tilladte hastighedsbegrænsning. Inde i kassevognen sidder der et par
politibetjente med noget måleudstyr, og »filmer« disse fartsyndere, der intetanende
suser forbi. Kort tid efter modtager disse bilister imidlertid via postvæsenet en
fartbøde fra Rigspolitiet, hvori der står, at man kørte så og så stærkt, den og den
og den dato, på den og den vej! Og om man kan erkende forholdet under de givne
omstændigheder. Kan man det - og det kan langt de fleste - så betaler man blot bøden,
og så er den potte ude. Med mindre fartoverskridelsen er på 70% af det tilladte - eller
derover - for så kommer der også en betinget frakendelse af kørekortet med ind i
billedet.
Automatisk trafikkontrol har været virkelighed i et stykke tid i mange større byer -
blandt andet Århus - og nu er turen kommet til Grenaa Politikreds. Den Århus-central,
der udfører dette politiarbejde, skal dække hele det øst- og midtjyske område, og
omkring 1. november-1. december 2002 er man klar til at køre rundt med dette måleudstyr
i hele Grenaa Politikreds. Så er I advaret, kære bilister!!!
Grenaa Politi har ikke andet med ordningen at gøre, end at man herfra er med til at
udpege de strækninger, hvor man meget gerne ser farten dæmpet. Det vil sige, at man
udvælger nogle bestemte strækninger til den automatiske trafikkontrol efter nogle
farlighedskriterier, hvor det enten kan handle om, at der sker mange ulykker, eller hvor
der skønnes at være risiko for mange uheld.
Man vil også kigge på strækninger, hvor der måske ikke nødvendigvis er sket uheld,
men hvor flere borgere har givet udtryk for utryghed i forhold til de svage trafikanter.
Også omkring skoler og børnehaver vil man udnytte denne mulighed for at straffe dem, der
kører for stærkt i nærheden af steder, hvor mange børn færdes.
Vicepolitikommissær Bo Paulsen fra Grenaa Politi udtaler, at denne form for fartbøder er
ved at være almindeligt accepteret i befolkningen, idet 93% betaler bøden uden videre.
De næste 4-5% inddrives via en påmindelse, og kun 0,4-0,5% er man nødt til at hive i
retten, fordi de hverken er til at hugge eller stikke i.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002