Grenaa Bladet - 27-08-02
Indbrud i Ramten

Et beskæftigelsesprojekt på Savværksvej i Ramten mistede i løbet af forrige weekend flere computere plus computerudstyr af forskellig slags.

Man aflistede en rude til indgangsdøren, hvorefter man kunne komme ind i kontorlokalerne. Udover det allerede nævnte, så manglede der også en metalpengekasse indeholdende et mindre beløb i kontanter.
Kvik/Ramtens klubhus i samme landsby gik heller ikke ram forbi denne weekend. Også her tiltvang man sig adgang ved at afliste en rude. Inde i klubhuset opbrød man nogle indvendige skabe, hvorefter tyven - eller tyvene - kunne stikke af med et musikanlæg og slik af forskellig art.
Og så har Grenaa Tekniske Skole påny været plaget af indbrud. Ovenpå sidste uges omtale at tyveriet af 10 bærbare computere, har man været i aktion igen. Fra torsdag aften til fredag morgen den 16. august har man påny været inde på skolen og fjernet EDB-udstyr. I dette tilfælde seks PC'ere plus en overhead projector.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002