Grenaa Bladet - 20-08-02
Fornemt håndboldbesøg i Grenaa Idrætscenter

GIF Håndbold havde sørget for fornemt håndboldbesøg i Grenaa Idrætscenter torsdag aften i sidste uge. Da FCK Håndbold fra den hjemlige Håndboldliga tog imod de tyske vicemestre fra SG Flensburg-Handewitt med fire danske landsholdsspillere på holdet og en dansk træner på bænken. Lidt over 300 personer havde ladet sig lokke væk fra haven og det gode vejr og ind i Idrætscentrets opvisningshal til denne håndbold-lækkerbidsken. Kampen endte med sejr til det tyske hold med cifrene 28-25, men det danske hold strittede godt imod, og gjorde i det hele taget en god figur mod de tyske fuldtidsproffer.
Troels Jensen fra GIF Håndbold synes tilskuerne fik en god kamp.
- Der var en del tekniske fejl i starten, men begge hold fik hurtigt spillet sig varme, og så steg såvel tempoet som det tekniske niveau. Selv om der blev gået til vaflerne i begge forsvar, så var det en kamp, hvor det lykkedes for begge holds angreb at lægge et tungt pres på modstandernes forsvar. Det var fascinerende at se Joachim Boldsen og den norske landsholdsspiller Christian Berge styre tyskernes angreb frem til nogle gode afslutningsmuligheder, der som regel gav mål. Fra gå-håndbold til nogle eksplosive kombinationer, hvor én eller anden holdkammerat var mere eller mindre fri til skud ovenpå en to-tre hurtige afleveringer, siger Troels Jensen.
FCK - tidligere FIF - gjorde det specielt godt i 1. halvleg som endte 12-12, og hvor det danske hold faktisk førte det meste af tiden. Specielt den tidligere danske landsholdsspiller Morten Krampau gjorde opmærksom på sine evner med en håndbold. Hvis ikke han selv tordnede bolden i mål, så var han manden bag den sidste aflevering inden bolden blafrede i nettet bag det tyske holds målmand. Her er man i øvrigt heller ikke specielt skidt kørende, idet man råder over den tyske landsholdsmålmand Jan Holpert!
Også tyskernes over to meter høje stregspiller, Mark Dragunski, formåede at gøre indtryk på Troels Jensen.
- Han blev ganske vist ret hurtigt at blive taget ud med en skade, men vi nåede da at se, hvor uhyggeligt svær han er at holde for et forsvar. Der skulle fire FCK'ere til for at holde ham. Var der færre end fire omkring ham, rakte han jo bare en lab op i luften og plukkede en høj, høj aflevering ned. Og så var der kasse, siger Troels Jensen.
Til forsvar for det tyske mandskabs måske lidt sløve start, er det måske værd at nævne, at hele holdet natten forinden havde moset rundt på en teambuilding-overlevelsestur i Silkeborg.
De danske spillere på det tyske hold gjorde det nu ganske udmærket. En enkelt undtagelse pånær, idet Lars Krogh Jeppesen slet ikke spillede på grund af en skade. Men både Joachim Boldsen og fløjene Lars Christiansen og Søren Stryger nåede at vise deres ikke helt ringe evner på en håndboldbane. Træneren bag holdet er som allerede nævnt også dansk. Der er tale om den tidligere landsholdsspiller Erik Veje Rasmussen, der for tiden er i Danmark med sit hold forud for opstarten på den tyske Bundesliga. Holdet har blandt andet spillet træningskampe mod danske Håndboldligahold i Holstebro og Århus.
GIF Håndbold fik tilbuddet om en kamp med de tyske vicemestre gennem afdelingens nye træner Kaj Borckmann, og det sagde man naturligvis ja tak til.
- Alle går jo og hyler op om, at der sker for lidt i Grenaa, så det her arrangement må da siges at trække i den rigtige retning. Derfor er det også lidt skuffende, at der kun dukkede lidt over 300 tilskuere op til en aften med håndbold i absolut topklasse. Der blev med garanti vist tekniske lækkerier, der aldrig nogen sinde er set før i Grenaa Idrætscenter, slutter Troels Jensen.
GIF Håndbold havde håbet at kunne tjene en skilling på arrangementet, men umiddelbart ser det ud til, at man skal være glade, hvis det lige løber rundt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002