Grenaa Bladet - 20-08-02
Uheldig tyveknægt

En 24-årig mand var en kende uheldig, idet han tirsdag formiddag i sidste uge huggede penge fra et kasseapparat i et supermarked i Lyngsbæk ved Ebeltoft. Der var nemlig tilfældigvis en hel del politi i området på det tidspunkt.
Man optog således hurtigt forfølgelsen, og i løbet af relativ kort tid var manden anholdt. Tyveriet fra supermarkedet viste sig ikke at være det eneste kriminelle, manden havde på samvittigheden. Han erkendte to andre indbrud i Ebeltoft-området, og da han oveni hatten har en frisk dom at »prale« af, så udløste det ved retten i Grenaa en varetægtsfængsling for foreløbigt 14 dage. Retten fandt således, at risikoen for, at manden blot ville begå ny kriminalitet, hvis han blev sluppet løs, var ganske nærliggende.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002