Grenaa Bladet - 20-08-02
Tre trafikuheld med ubetinget vigepligt på én og samme dag

Grenaa Politi kunne notere hele tre trafikuheld med ubetinget vigepligt som ulykkesårsag tirsdag i sidste uge. Heldigvis slap man i alle tre tilfælde for nævneværdige personskader.
Det første uheld skete tidligt om morgenen i krydset Kanalvej/Kirkevej i Enslev. En 44-årig kvindelig bilist overså sin ubetingede vigepligt idet hun kørte frem i krydset, hvorved hun ramlede sammen med en personbil ført af en 21-årig mand.
Uheld nummer to skete på Hovedvejen/Åbrovej i Ørum. En 56-årig kvinde holdt stille på Åbrovej forud for udsvingning på Hovedvejen. Idet hun foretog svingningen overså hun sin ubetingede vigepligt i forhold til en 36-årig mand, der kom kørende af Hovedvejen med retning mod Randers. Dette uheld skete ved 16-tiden.
Det tredje og sidste trafikuheld med ubetinget vigepligt som årsag skete også ved Ørum - nærmere bestemt på Ørbækvej ved 21-tiden. En 13-årig dreng på knallert kom susende ud fra en adresse ved vejen uden at se sig ordentligt for, og derved kom han - og knallerten ikke mindst - i karambolage med en bil ført af en 23-årig mand.
Men som allerede nævnt slap man i det store og hele med materielle skader i forbindelse med ulykkerne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002