Grogglen er løs i Grenaa! |
Alle børn mellem 6 og 10 år i Grenaa inviteres
til Kattegat Spejdernes Groggl-jagt lørdag den 24. august. Grogglen har stjålet
spejdernes kodebog og en hel kasse skumbananer.
På Groggl-jagten skal børnene prøve en masse spændende spejderaktiviteter - for
eksempel liansvingnin, bygge Groggl-fælder, bage Groggl-brød og meget mere. Til sidst
skal børnene så ud for at finde Grogglen, der er et underligt dyr, som ingen rigtig har
set. Spejderne har dog lavet en fantomtegning af den. Grogglen er meget sky, og på
Groggl-jagten handler det ikke om at fange dyret, men derimod om at få fat i dens
hemmelige kodebog.
Kattegat Spejderne afholder Groggl-jagten i spejderhuset »Kløverbo«på Ydesvej 9 ved
siden af Grenaa Idrætscenter, og det er som allerede nævnt på lørdag den 24. august
det går løs. Jagten er planlagt således, at børnene kan komme og deltage løbende
gennem hele dagen.
Meningen med det hele er, at Groggl-jagten skal give de deltagende børn en god og
spændende oplevelse. Spejderne håber, at børnene synes, det er så sjovt og spændende,
at de gerne vil prøve at være spejdere. Efter Groggl-jagten har børnene nemlig mulighed
for at prøve at være spejdere gratis i 1 måned før de skal melde sig ind.
Gruppeleder Bolette Pedersen forklarer:
- Det er sjovt at være spejder, og det vil vi gerne vise alle børn. Samtidig er det
vigtigt at fortælle, at vi er mere end de sjove aktiviteter. Vi giver børnene noget med
i rygsækken, som de kan bruge senere i livet, siger hun.
Groggl-jagten i Grenaa er en del af en stor landsdækkende kampagne for at flere børn kan
opleve spejderlivets glæder. Det er landets fire spejderkorps, som er gået sammen
omkring kampagnen. Det fælles slogan er »Spejderne - et friere liv«.
Bolette Pedersen fortsætter:
- Med det mener vi ikke bare et liv med fysisk frihed under åben himmel, men også et liv
med friere muligheder for at udvikle sig som et stærkt, ansvarligt og socialt menneske,
slutter hun.
Groggl-jagten foregår over hele landet mellem den 19. august og den 1. september.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002