Grenaa Bladet - 20-08-02
Vores skolestruktur har ikke brug for her-og-nu-løsninger

Set i bakspejlet mener mange af os jo nok, at det var sådan her vi skulle have startet, nemlig en offentlig åbning af en god debat om vores fremtidige skolestruktur. En struktur, som er utrolig vigtig for vores børn nu, og bestemt også i fremtiden.
En struktur, vi skal have diskuteret godt igennem, med så mange forskellige meninger som muligt. Det vil jo være dejligt for os alle, hvis resultatet vil blive noget, som vi alle synes lyder godt og fornuftigt.
Jeg synes, det er godt at lytte til en masse holdninger og problemstillinger, men man må aldrig glemme, hvad det er, man synes, er det rigtige for vores børn. Vi er nødt til at tænke på økonomien, men for mig overstiger pengene altså ikke kvaliteten og miljøet på skolerne. Vi vil gerne have arbejdspladser, hvor der er plads til alle, hvor alle føler at de er velkomne, hvor alle føler, at de er noget værd og at de kan udrette noget. Det vil vores børn også gerne, for lærer de det i skolen, har de allerede lært noget vigtigt om livet.
Jeg er på ingen måder overbevist om, at store skoler med mange børn er det rigtigste. Bent Andersen peger, i et læserbrev d. 14 august i Århus Stiftstidende, på nogle analyser og nogle udtalelser, som overbeviser ham om, at de små skoler er for dyre. Ligesom mange andre mener han altså, at det er den nuværende økonomi i skolerne, der skal afgøre sagen. Andre mener helt klart, at de store skoler er de faglige bedste. Jeg vil bare kigge her i kommunen på vores egne skoler og konstatere at de store skoler ikke har bedre faglige resultater end de små skoler. De små skoler er meget populære, fordi der ikke er mange børn i klasserne og fordi forældrene føler, at der er tid og plads til deres børn. Hvorfor er der en stor venteliste til Friskolen? Hvorfor flytter mange ud til kvarteret omkring Mølleskolen?
I den kommende debat vil jeg hellere ytre min mening om, at alle børnene skal have nogle gode skoler, hvor der ikke er så mange i klasserne og hvor personalet føler, at de har tid og overskud til at undervise vores børn. Det er korrekt at specialundervisningen er meget dyr, og at vi skal gøre noget ved det. Men hvad hvis der var mere tid og plads i klasserne til dem, som nu sendes videre. Hvis vi på den måde kunne smide færre børn videre i systemet, så de fortsat kunne være ved deres kammerater, kunne vi måske også på længere sigt spare mange penge.
Det, jeg ønsker, er egentlig bare, at vi udskifter vores her-og-nu-løsninger, med en længere sigtet politik.

Leif Lahn Jensen
Byrådsmedlem for
Socialdemokratiet
i Grenaa Byråd

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002