Lad os nu få gang i en god og sober skole-debat |
Når man taler om skolenedlæggelser er det helt
sikkert, at befolkningen i de berørte områder mobiliseres og står sammen og viser
protest mod en effektuering af et sådan tiltag.
Det er da også helt i sin orden, at mening mand har sin egen menig om forandringer i
kommunernes skolestruktur. Det er simpelthen en borgerret nedfældet i vor grundlov.
Alligevel mener jeg, at man bør tænke lidt længere end lige ud over sin egen næsetip
og analysere hvad eksperter, fagfolk og prognoser siger og viser om emnet.
Dansk Folkeparti i Grenaa, har endnu ikke truffet en endelig beslutning om det er
forsvarligt, korrekt og en forbedring af hele skolestrukturen i Grenaa, dersom man lægger
skoledistrikterne om og nedlægger de nuværende funktioner på Mølleskolen for at lave
skolen om til specialskole. Det er et emne så stort, at vi bliver nødt til at lytte og
gennemanalysere eksperternes udsagn både på skrift og i tale før vi endelig beslutter
os, ligesom vi selvfølgelig også skal høre de høringssvar, der måtte komme i
forbindelse med den kommende debat.
Vi må erkende, at kommunens økonomiske vilkår er af en sådan beskaffenhed, at man
nødvendigvis bliver nødt til at se på skolestrukturen og om nødvendig lukke
Mølleskolen, selv om det gøres med blødende hjerte. Alternativet må være lukning af
en anden skole i kommunen eller en omstrukturering og rationalisering af
specialundervisningen. Netop specialundervisningen i kommunernes skoler er i dag den
»Store Stygge Ulv« og koster næsten lige så meget som normalundervisningen. Alt for
mange børn bliver i dag henvist til specialundervisning, og man kan godt få den tanke og
opfattelse, at man i folkeskolen opgiver denne gruppe børn alt for tidligt.
Eksperter har analyseret sig frem til, at store skoler er tidens løsning og de små
skolers tid er talte. De små skoler er for dyre i drift, lyder argumentet og læser man
de forskellige analyser er der ingen tvivl om dets rigtighed, de små skoler er, trods
andre fordele, for dyre. Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet siger
da også, og jeg citerer: - Jeg er faktisk 100 procent sikker i, at de små skoler næppe
er levedygtige i lyset af kommunernes økonomiske vilkår. Det er simpelthen umuligt at
drive skole med samme udgiftsniveau pr. elev, som man har på en stor skole, og det
afføder helt naturligt en stribe andre problemer for de små skoler. Citat slut.
Nu må vi i gang med debatten, hvad det ender med, kan kun tiden vise, - dog bør vi alle
være saglige, objektive, forstående og fremføre vore argumenter i god tone.
Byrådsmedlem for DF
Bent Andersen
Havnevej 53, Grenaa
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002