Flygtninge og indvandrere forberedes til pædagoguddannelsen i Grenaa |
Det er altid krævende at begynde på en
videregående uddannelse.
For gruppen af tosprogede studerende er arbejdsbyrden endnu større. Sproglige barrierer
og en fremmed uddannelseskultur stiller store krav til de flygtninge og indvandrere, der
gerne vil videreuddanne sig. Jydsk Pædagog-Seminarium's Grenaa-afdeling tilbyder derfor
»Brobygningskurset«, der er en et-årig forberedelse til pædagoguddannelsen og et
tilbud, der er specielt rettet mod flygtninge og indvandrere.
»Det har vist sig, at hvis man ikke forbereder de tosprogede studerende, så er
pædagoguddannelsen et utrolig hårdt studie. Der er meget litteratur at læse og mange
bliver overrasket over arbejdsformerne. Derfor kan de komme til at bruge deres energi på
de forkerte ting, fordi de ikke kender systemet«, siger studiekoordinator Steen Nielsen.
Steen Nielsen fortsætter: »Deltagerne på et brobygningskursus er typisk mennesker, der
ikke har været så længe i Danmark. Generelt har de en god uddannelsesbaggrund, men de
er ikke umiddelbart i stand til at blive optaget via den koordinerede tilmelding. Desuden
har de sjældent den pædagogiske praksis-erfaring, som mange danske studerende har, fordi
de har haft forskellige jobs som pædagogmedhjælpere i de danske institutioner eller
lignende. I løbet af kurset hos os, oplever deltagerne, at de bliver mere opmærksomme
på deres egne ressourcer, de bliver afklaret omkring deres egne holdninger og på hvordan
de kan videreføre nogle af de værdier, som de har haft med sig her til landet«, udtaler
Steen Nielsen.
Brobygningskurset prøver at forberede deltagerne både sprogligt og kulturelt.
Kursisterne får et begyndende kendskab til pædagogernes fagsprog og til selve
undervisningskulturen på seminariet. Desuden er der indlagt en praktikperiode og en
introduktion til samtlige fag på pædagoguddannelsen.
Kurset er på 12. år en fast del af Jydsk Pædagog-Seminariums uddannelsestilbud i
Århus, men det er første gang, at kurset også starter
op i Grenaa. Seminariets afdeling i Grenaa holder til i det gamle pakhus på
Sanistål-grunden, som i foråret 2002 blev totalrenoveret, så det i dag fremstår som et
moderne uddannelsessted med IT-faciliteter, værksteder, rytmik, drama, bibliotek,
undervisningslokaler og grupperum.
Brobygningskurset i Grenaa begynder d. 2. september 2002 med plads til 20 kursister.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002