Grenaa Bladet - 16-08-02
Arne Trend-Poulsen fritaget for sin plads i Kommunalbestyrelsen

Torsdag den 8. august imødekom Kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs Kommune en ansøgning fra Borgerlistens enlige medlem, Arne Trend-Poulsen, om at udtræde af Kommunalbestyrelsen. Arne Trend-Poulsen har meddelt, at han ønsker at udtræde med henvisning til et stigende arbejdspres samt af helbredsmæssige årsager. Stedfortræder for Arne Trend-Poulsen er Hans Møller Rasmussen, Bønnerup Strand, som Kommunalbestyrelsen ved samme lejlighed godkendte som substitut for Trend-Poulsen. Hans Møller Rasmussen træder samtidig ind i de nævn og udvalg, som Trend-Poulsen sad i.
Siden valget i november sidste år har nu tre medlemmer forladt Kommunalbestyrelsen før tid. Hans Fisker Jensen fra Dansk Folkeparti var den første. Han bad om fritagelse af helbredsmæssige årsager, og i hans sted har Knud Andersen fået sæde i Kommunalbestyrelsen. Siden fulgte den meget omtalte sag omkring den nu forhenværende borgmester Leif Sørensen, der trådte tilbage for at gøre plads til Elin Aabenhuus.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002