Grenaa Bladet - 16-08-02
Aftenskolernes Fællesprogram er på gaden

fof.jpg (18330 bytes)

Sammen med denne uges udgave af Grenaa Bladet skulle borgerne i Grenaa Kommune gerne have modtaget det nye fællesprogram for aftenskolerne, der gælder for efteråret 2002. Det er Oplysningssamvirket i Grenaa, der står bag udgivelsen, som påny er blevet produceret af Grenaa Bogtrykkeri.
Hvert år afsætter Grenaa Kommune midler under Folkeoplysningsudvalget til aftenskoleundervisning. Disse midler fordeles på forskellige foreninger, der hver især tilbyder voksenundervisning i kommunen. I det nye fællesprogram fra aftenskolerne/oplysningsforbundene præsenteres der således diverse tilbud om foredrag og kurser. Der bydes på en bred vifte af nyskabende og kreative kurser til en aktiv fritid. Følgende oplysningsforbund er repræsenteret i programmet for efteråret 2002: Djurslands Husflidsforening, Liberalt Oplysnings Forbund i Grenaa (LOF), Folkeligt Oplysnings Forbund i Grenaa (FOF, og Kulturhuset Stationen i Trustrup.
I programmet annonceres endvidere et informationsmøde om aftenskolernes vilkår i fremtiden. Det foregår i Kulturhuset Pavillonen tirsdag den 10. september. Alle kan deltage, og arrangementet er gratis. I forbindelse med vedtagelsen af den nye finanslov afholder Oplysningssamvirket i Grenaa i samarbejde med Ældre Sagen, FOF og LOF dette arrangement omhandlende den nye folkeoplysningslov. Man skal på mødet blandt andet tage stilling til spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at bevare tilskuddet. Man skal også kigge på, hvad den nye lov betyder for kursuspriserne for efteråret 2002 og efterfølgende.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002