Grenaa Bladet - 16-08-02
Lokal færdselssikkerheds-kampagne

dreng.jpg (17453 bytes)
Færdselssikkerhedskamapgnen
»Hjælp den lille vejkrydser«
kører for fulde gardiner her
i august måned i forbindelse med,
at der er sluppet henved 1.300 nye
skolestartere/vejkrydsere løs i
trafikken på det østlige Djursland.

Pas på den lille vejkrydser!

Cirka 1.300 nye, små vejkrydsere blev sluppet løs i trafikken på Østdjursland mandag den 5. august i forbindelse med skolestarten 2002. Færdselssikkerhedsudvalget i Grenaa Politikreds, der dækker kommunerne Grenaa, Nørre Djurs, Midtdjurs og Ebeltoft, igangsatte i den forbindelse påny den årlige færdelssikkerheds-kampagne, »Hjælp den lille vejkrydser«, der skal gøre trafikanterne opmærksomme på de mange nye vejkrydsere. Kampagnen omfatter stadig børnene fra børnehaveklasse og 1. klasse, og formålet har heller ikke ændret sig. Det handler om gennem oplysning at synliggøre færdselsproblemer for børn i 6-7 års alderen, at involvere deres forældre i en videre færdselsmæssig opdragelse af børnene og gennem kampagnematerialet, der er blevet lavet, at give skolerne en mulighed for en videre færdselsmæssig indsats ved skoleårets begyndelse.
Elementerne i kampagnen er plakater på og ved alle skolerne, breve og informationsfoldere til alle forældre med børn i børnehaveklasse og 1. klasse, udlevering af en iøjnefaldende kasket og T-shirt til børnene, mediedækning af kampagnen i de lokale medier og endelig hastighedskontrol og trafikovervågning ved udvalgte skoler i kampagneperioden.
Skolerne og lærerne er også blev bedt om at tage aktivt del i kampagnen, således at der også herfra bakkes op. Det sker blandt andet med en opfordring til at arbejde med færdselsregler i de yngste klasser. I kampagnen samarbejder således både skolerne, politiet og de fire kommuner i Grenaa Politikreds.
Medlemmerne af Færdselsikkerhedsudvalget er René Knudsen (Midtdjurs Kommune), Carsten Rasmussen (Ebeltoft Kommune), Bodil Jensen (Grenaa Kommune), Heidi Jensen (Nørre Djurs Kommune) og Niels J. Jakobsen (Grenaa Politi).

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002