Juli en elendig måned for den lokale lufthavn |
Juli måned blev en elendig måned for den
lokale lufthavn, Aarhus-Tirstrup Lufthavn. Der var således store minusser i
passagertallet både hvad angår indenrigs-, udenrigs- og charter-flyvninger. Henholdsvis
minus 22,2%, 22,5% og 37,4%.
Tilbagegangen står i skærende kontrast til sommeren 2001, hvor lufthavnen
oplevede fremgang indenfor alle tre forretningsområder. Baggrunden for tilbagegangen
skitseres som følger: SAS har på ruten Århus-København udbudt færre sæder i den
specielle sommerferie-fartplan i juli. Ryanair har på ruten Århus-London af strategiske
grunde indsat mindre fly, hvilket har reduceret udbuddet af sæder med 25%, men der er
håb om, at Ryanair i takt med leveringen af nye fly, genetablerer kapaciteten på ruten.
På charterområdet har lufthavnen kunnet mærke, at der i juli har været tre
charter-serier færre end sidste år.
Lufthavnen ser derfor frem til, at et større luftfragtselskab etablerer en daglig
flyvning med kurérpost, og at en operatør på charterområdet snart melder positivt ud.
Lufthavnen har i årets først seks måneder haft et overskud på knap 1 million kroner.
Det er cirka 1 million bedre end budgetteret, og skyldes besparelser.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002