Grenaa Bladet - 06-08-02
Super-trompetist i Grenaa's kulturhus

Onsdag den 7. august gæster den danske super-trompetist Per Nielsen Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Det sker som et led i rækken af sommermusik-koncerter i Grenaa's kulturhus under overskriften »Musik i Sommerlandet«. Et arrangement som der tydeligvis - billetsalget taget i betragtning - er ganske god interesse for. Men det er heller ikke en hr. hvemsomhelst, der dukker op i Grenaa denne aften. I løbet af de seneste 2-3 år er han for alvor slået igennem som én af landets, ja måske snarere verdens bedste trompetister. Efterhånden har han optrådt mange forskellige steder i såvel Europa som Asien, og overalt har man været særdeles begejstrede for hans flotte trompetspil. Og ved siden af er han én af de få instrumentalister, som virkelig kan sælge CD'er. Ialt har han rundet 150.000 solgte eksemplarer af slagsen, og alene af den nyeste »My Way« er der solgt over 50.000 eksemplarere.
Til koncerten i Grenaa - og til koncerten aftenen efter i Fuglsøcentret på Mols - medbringer han den ligeledes fremragende pianist, Carl-Ulrik Munk-Andersen, der vil akkompagnere ham.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002