Grenaa Bladet - 30-07-02
3 dages musik på Kruset Wild West i Gårdhaven

Det Gyldne Krus i Grenaa arrangerer musik i hele 3 aftener, hvor Lars Laumann spiller torsdag den 1. august. Lars Laumann er en gammel kending på Kruset, og mange vil huske hans musik ved julefrokosterne sidste år. Her blev publikum også aktiveret og givet lejlighed til at synge med på de kendte melodier.

"De Spildte Talenter" underholder fredag den 2. august. Orkestret siger selv, at de er et typisk eksempel på et orkester med en stor fremtid bag sig. Der er altså tale om "garvede" musikere i bandet, selvom de helt selv vil kaldes erfarne og egentlig også temmelig dygtige.
Med baggrund i tusindvis af jobs hvor musikstilen primært har svinget omkring country og rock musik, har de nemlig opnået forståelse for, at det altid er publikums aften og at publikum i store træk kan få lov at høre det de gerne vil. Men kærligheden til country-musikken vil nok altid kunne høres, men ellers kommer orkestret vidt omkring i sin musik, lige fra Chuck Berry over John Hiatt og måske til John Mogensen. Orkestret eller trioen består af Frank Larsen, guitar, Benno
Kristensen, Bas og på trommerne finder vi Thomas Ehrenreich, og i tilgift synger alle tre.
Lørdag den 3. august kommer Rock-nok, der som bekendt er et velspillende lokal band, som helt sikkert vil tiltrække sig et stort publikum til en blanding af gedigne 60.er rock-klassikere og stille ballader tilsat et stænk country-musik.
Rock-nok består af følgende musikere: Peter Frandsen, klaver og vokal, Svend Erik Pedersen, bas og vokal, Søren Sørensen, trommer og Steen Møller på guitar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002