Grenaa Bladet - 30-07-02
»Dalton City« på Grisetorvet!

Dolmer Rideklub ligger ikke på den lade side, idet Handelscenter Grenaa og Lions Club Grenaa kalder til stor Wild West-dag lørdag den 3. august i Grenaa Centrum. For det første stiller klubben med hele seks heste og ryttere til det store optog gennem byens gader, og for det andet omdanner rideklubben hele Grisetorvet til én stor westernby med mange forskellige aktiviteter.

»Dalton City« er byens navn, og her vil der blandt andet være salgsboder med mad, så man kan få stillet sulten med en portion chili con carne eller en ristet pølse. Er det den søde tand, der trækker mest, er der også råd for det via en slikbod. Aktiviteterne er blandt andet trækketure på hesteryg, flitsbyeskydning, trille tøndebånd foruden konkurrencerne »Guldgravning«, »Hønseklatten« og »Skyd klovnen«.
Guldgravningen er udformet på den måde, at et kort over Djursland inddeles i felter. Hvert felt sælges så til en person. På et fastsat tidspunkt - klokken 15.00 - trækkes der lod om 1.-, 2.- og 3. præmien. Vinderpuljen er på 50% af det indbetalte beløb, og vil blive fordelt i størrelsesforholdet 60%, 25% og 15% til de tre vindere.
Hønseklatten inkluderer også en plade, der er inddelt i felter. Hvert felt sælges - gerne til flere. En levende høne bliver herefter lukket ind på pladen, hvorefter det handler om at afvente den klat, der afgør hvem der har det vindende nummer/felt.
I »Skyd klovnen« finder man udvalgte medlemmer af Dolmer Ridklub, som skiftevis befinder sig på en pind over en balje vand. Via kasteskyts mod et helt bestemt punkt, kan folk - mod betaling - skyde vedkommende »klovn« ned i baljen.
I flitsbuskydning kan børnene få lov til at lave deres helt egen flitsbue. Når det er sket vil de få udleveret tre pile, og kan de ramme plet på en skydeskive med alle tre pile, vanker der en gratis ridetime i Dolmer Rideklub.
Trækketurene på hesteryg foregår stille og roligt på en fastlagt bane, og ligeså med tøndebånds-trilningen. Det foregår på tid, og dagens vinder udråbes klokken 15.00.
Med andre ord liv og glade western-dage på Grisetorvet i Grenaa denne lørdag den 3. august.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002