Grenaa trækker i Wild West-tøjet |
»Grenaa trækker i Wild West-tøjet og gir' dig én på opleveren. En dag for både voksne og børn«. Sådan lyder forskræppet til den helt store dag i forbindelse med Lions Club Grenaa's Wild West- og På Hat Med Grenaa-dage fra torsdag den 1. august til søndag den 4. august.
Der er tale om lørdag den 3. august, hvor der ikke kun
vil være gang i den på festpladsen med tivoli, kræmmere og fest i teltet om aftenen.
Handelscenter Grenaa står nemlig på den anden ende denne dag med et væld af aktiviteter
i gågaderne i Grenaa Centrum. Det være sig Wild West-agtige aktiviteter ude i butikkerne
(inklusive gode tilbud i dagens anledning - se annoncerne i nærværende Wild West-avis),
såvel som ude på gader, torve og stræder, hvor en række lokale foreninger stiller op
for at gøre dagen så festlig og farverig som overhovedet muligt. Det hele starter
klokken 10.00 om formiddagen med et stort optog gennem Grenaa. Præcis en time senere
bliver den officielle åbning varetaget af Venstre's viceborgmester i Grenaa Kommune,
Svend Brandstrup Hansen, hvorefter det hele skydes i gang i form af åbne stadepladser,
musik, dans og andre USA-inspirerede aktiviteter.
Countrymusik i telt på Torvet
I et øltelt på Torvet vil der hele dagen være countrymusik ved henholdsvis
Ivan Johnsen Band og Bel Air.
Dolmer Rideklub deltager med seks heste og ryttere i optoget, men ikke nok med det, så
omdanner rideklubben faktisk hele Grisetorvet til en westernby. »Dalton City« er byens
navn, og her agter Dolmer Rideklub at indrette en Gamblers Cave, Lucky Luke Saloon og
Stable Dolmer. Læs mere herom andetsteds i Wild West-avisen.
Af andre aktiviteter i gaderne er det værd at nævne, at Grenaa Skytteklub står for en
skydecontainer, Harley Davidson-klubben CAPS stiller op med en flok seje
amerikaner-motorcykler, mens Djurs Roadrunners og Djurs Country Club går skridtet videre
og præsenterer amerikaner-biler og amerikaner-trucks. Det kendte amerikanske øl-mærke
Budweiser er også på banen denne lørdag den 3. august. Det sker i form af en blowzone
og en basketball-bane. Grenaa Svømmeklub sørger for sin del for, at man kan forsøge sig
på ryggen af en rodeotyr og endelig stiller FDF Grenaa op med en vaskeægte
indianerlandsby.
Aftenprogrammet denne lørdag den 3. august i teltet på festpladsen inkluderer desuden
stor, fælles Wild West-spisning arrangeret af Lions Club Olivia, line- og
squaredance-opvisning ved Djurs Square Dance Club, country- og westernkoncert ved det
svenske Tombola band - plus et stort Wild West-show. Billetter til denne aften kan købes
i henholdsvis Rillen i Storegade og på Turistkontoret.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002