Der støbes fundamenter til et folkeligt Djurslands-net! |
Den lille ballon i cirklen udgør en testberegning forud
for en masterejsning ved Glesborg Rådhus om føje tid.
Der er tale om de indledende manøvrer til etablering
af en trådløs bredbåndsløsning for hele Djursland.
Man støber i bogstaveligste forstand i
øjeblikket fundamentet til det, der gerne skulle udvikle sig til et trådløst, folkeligt
baseret Djurslands-net, hvor man på kryds og tværs af landsbyerne forsøger at skabe en
masteforbindelse fra rådhusbyerne og ud til de forskellige landsbyer. Bagtanken er at
skabe en billig elektronisk netværks-løsning for alle med en computer på Djursland,
samtidig med, at disse samtidig får mulighed for at surfe rundt på internettet. Det vil
sige både det at kunne kommunikere med hinanden på kryds og tværs af bygrænserne her
på Djursland, og det at surfe rundt på internettet i øvrigt.
Det første spadestik bliver taget i disse dage ved Glesborg Rådhus, hvor arbejdet med at
rejse en 46 meter høj mast er i fuld gang. Det vil sige, at det fundament man har støbt
lige skal stå og hærde et par uger mere, men så er man ellers klar. Og man, det er i
første ombæring såmænd Nørre Djurs Kommune og Bredbåndsforeningen www.DjurslandS.net,
der igennem nogen tid har arbejdet på og udtrykt ønske om at få skabt lynhurtigt
internet til en fast lav pris - og vel at mærke for alle på Djursland. Arbejdet ved
Glesborg Rådhus skal ses som de indledende manøvrer til at få realiseret denne ambition
uden om de gængse internetudbydere for hvem tyndt befolkede landområder ikke er specielt
interessante kundeområder.
Bjarke Nielsen fra Nørre Djurs Kommunes Computer-Bøvl-miljø er primus motor i at få
igangsat arbejdet.
- Masten ligger i tre stykker på rådhusets parkeringsplads, og når betonen er hærdet,
så bliver den rejst. Det er ikke det samme som, at vi nu har en skræddersyet
handlingsplan for et folkeligt, trådløst bredbånd på Djursland med en klar
tidshorisont, men vi vil gerne synliggøre, at vi er på banen, og at vi er klar til at
lave prøveløsninger, som vi så kan bruge som erfaringsgrundlag for det videre arbejde i
takt med at folk ønsker at være med, siger Bjarke Nielsen til Grenaa Bladet.
- Idéen er, at alle landsbyer skal have opbygget et elektronisk netværk med hinanden.
Prisen for den enkelte abonnent bliver 200 kroner pr. måned inklusive det grej, der skal
etableres for at blive koblet på. Det vil sige en lille sort box, der skal kobles til ens
computer plus et antennekabel, der skal trækkes til en antenne. Der udbygges så et
trådløst netværk ud på kryds og tværs mellem de enkelte brugere, og med sammenhæng
til de andre landsbyer. Hvert net bygges ud fra rådhusbyerne, hvor en højt placeret mast
skal udgøre selve grundlaget for netværket. Retningsbestemte antenner binder derved de
enkelte brugere/landsbyer ind til rådhusbyen. Eftersom amtets fiberring kommer forbi alle
rådhusbyerne - eksempelvis Glesborg - giver det en mulighed for at bringe hele Nørre
Djurs hen til fiberen, og så står vi pludselig med muligheden for at koble alle på en
billig, trådløs, men hamrende hurtig internetadgang, beretter Bjarke Nielsen.
Det man er startet med er at regne for et pilotprojekt forud for det at kunne dække hele
Djursland trådløst på ét eller andet tidspunkt i den nærmeste fremtid. Et
pilotprojekt som inddrager Nørre Djurs, Rougsø og Rosenholm kommuner.
Langsom opstart
- Vi bygger det stille og roligt op, for det er baseret på folkelighed og
frivillighed, og det er selvsagt noget, der kan tage lidt ekstra tid. Der er jo ingen
lønkroner i det vi render og laver lige nu. Det foregår udelukkende på folkeligt
initiativ og entusiasme for idéen. En landsby, der synes det er en god idé, kan snildt
selv sætte deres egen antenne op, og jeg tror det bliver på den måde, vi kommer om ved
det. Håbet er selvfølgelig, at det - den lave pris og den gode idé in mente -
eksploderer, så vi pludselig står med et trådløst Djurslands-net, siger Bjarke Nielsen
videre.
Indledningsvis laves der en testgruppe i Glesborg via en 8 meter høj antenne på
tagryggen af Nørre Djurs Hallen. Testgruppen kobles op, således at den kan afprøve
båndbredden, og i det hele taget lave en mini-udgave af netværket, så man kan lave
fejlsøgninger på det, og dermed få et erfaringsgrundlag inden det går løs for alvor
ude i landsbyerne. Fra Glesborg vil man opkoble henholdsvis Bønnerup- og Ørum-borgere i
pilotprojekt-fasen.
Mangler midler
Projektet ville selvsagt være godt i vej med nogle midler, og på den led håber
Bjarke Nielsen, at det om føje tid ikke længere er den lille Bøvl-kasse der må holde
for, men derimod EU's mål 5 b-midler. Kommunen har i denne pulje søgt om 50%
finansiering af Hemmedvejen, men eftersom kommunen ikke er i stand til at lægge den anden
halvdel af summen, så har Bjarke Nielsen en begrundet forventning om, at ansøgningen til
Hemmed-vejen trækkes tilbage på det næste møde i Kommunalbestyrelsen den 22. august
til fordel for midler til bredbåndsløsningen under Djurslands-Net. Hvis alt går vel kan
der blive 2,4 mio. kroner at gøre godt med på den konto.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002