Grenaa Bladet - 23-07-02
Iværksættere med havudsigt

Bag adressen Færgevej 2 B i Grenaa gemmer der sig p. t. tre iværksætter-virksomheder, der kan prale af at have noget af en udsigt. Der er således fri udsigt til såvel Kattegat som Grenaa Havn fra den gamle færgeterminal-bygning på Grenaa Færgehavn. »Iværksætterhuset« er stedets navn, og som omtalt andetsteds på siden er der tale om et erhvervsudviklingsprojekt på Djursland, som støttes af midler fra EU's socialfond. Initiativtagerne af Grenaa Tekniske Skole og Djurslands Erhvervsråd.

aktivitetshus.jpg (125322 bytes)
»Iværksætterhuset« i den gamle Grenaa-Hundested-færgeterminal på
Grenaa Havn er indtil videre »kuvøse« for tre lokale iværksættervirksomheder.
Der er, som det fremgår af billedet, tale om et kvindedomineret erhvervsmiljø.
Foto: Lene Madsen

Huset blev etableret pr. den 1. maj, og ovenpå lidt indkøringsvanskeligheder med teknikken, er der nu kommet styr på tingene. Lokalerne er lyse og venlige, og udsigten fås ganske enkelt næppe ret meget bedre på hele Djursland. I lokalerne - hvor der skulle være plads til endnu en virksomhed - finder man tre relativt nystartede iværksætter-virksomheder, der har det til fælles, at der står en kvinde bag alle tre. Der er tale om Absolut Marketing ved den tidligere direktør for Destination Djursland, Karen Aabo, Bureau Djurs ved Marianne Svit, der arbejder med web-design og lay-out af fagbøger, og endelig firmaet Min Vikar ved Gitte Hansen, der servicerer hotel- og restaurationsbranchen, storkøkkener og rengøringsbranchen med vikarhjælp. Læg dertil husets blæksprutte/receptionist, Herdis Nielsen, der er ansat af Grenaa Tekniske Skole til at servicere alle virksomhederne i huset. Endelig har Marianne Svit en enkelt (kvindelig) medarbejder ansat i sit firma. Så hele fem kvinder huserer i øjeblikket i det foreløbigt eneste iværksætterhus på Djursland.
- Jeg startede mit firma fra privaten på August Kroghsvej i Grenaa i maj måned sidste år, og selv om det er gået udmærket, så har jeg manglet nogen at sige godmorgen til, og nogen at få impulser fra. Når man er derhjemme kan inspirationen jo mere eller mindre kun komme fra én selv, siger Karen Aabo, der er glad for, at hun har taget springet fra hjemmekontoret til den gamle Grenaa-Hundested-terminal. Her råder »Iværksætterhuset« over 225 m2 i to plan. Der er et fælleslokale, fire kontorlokaler, reception og køkken med hyggekrog.
- Det kører rigtig godt, og jeg er utrolig glad for at være her. Man møder på arbejde på en helt anden måde, end hvis man går fem skridt fra sit køkken og ind på hjemmekontoret. Det sociale betyder naturligvis også meget. Det at have nogen at snakke med er guld værd. Vi skaber desuden selv en iværksætterkultur ved at hjælpe hinanden med spørgsmål af teknisk og faglig karakter. Hvad den ene ikke ved, det ved den anden, siger Karen Aabo.
EU's sociale fond hjælper med midler i projektet med henblik på at skabe egnsudvikling i »svage områder«. I Danmark vil det sige udkantsområder i forhold til Århus, Trekantsområdet og Ørestaden.
- Det er alt andet lige sværere at etablere en iværksætter-virksomhed i Grenaa i forhold til eksempelvis Århus. En given kunde har lidt sværere ved lige at kigge forbi, så det er rigtig godt, at der kompenseres herfor i nogle »mini-erhvervsparker«, som et iværksætterhus jo er. Det vil sige, at man kan sidde i et godt og udviklende miljø til relativt små penge, siger Karen Aabo, der meget gerne ser sit firma få vokseværk i »kuvøsen«, så der er flere ansatte i firmaet end hende selv, når hun senest om tre år skal ud og finde et nyt lejemål.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002