Grenaa Bladet - 23-07-02
Sommerudstilling II i Ebeltoft Kunstforening

Ebeltoft Kunstforening sender her i juli en to-trins »kunst-raket« op over byen og egnen med Kunstbygningen i Jernbanegade som en slags »affyringsrampe«. Det drejer sig som Sommerudstillingerne I og II, og mens den første udstilling med 16 kunstnere har været i »omløb« siden den 29. juni, så har II'eren kun været i sving siden den 13. juli. Udstillingen er på plakaten frem til og med den 28. juli, og tæller i alt 17 kunstnere. Nogle deltagere fra I'eren er også med på II'eren, og de har her fået følgeskab af godt en håndfuld nye malere og keramikere. De nye på II'eren er Ruth Marcher Andersen, Sine Skovsen og Rasmus Høj Mygind, alle Ebeltoft, samt Lise Elkhorn, Skødstrup, Lotte Kohl Lauritzen, København, Grethe T. Lyngesen, Århus og Claus Larsen, Feldballe. De kunstnere, der har valgt at være med i begge udstillingsperioder - og derfor også er repræsenteret på II'eren - er Lis Klein, Inger de Groot, Birgit Møller og Hanne Overgård fra Ebeltoft-området, samt Benthe Blæsild, Højbjerg, Inger-Lise Årup, Ryomgård, Pia Ribberholt, Nimtoft, Bente Endresen, Rønde, Aase Førgaard Nielsen, Åbyhøj, og Bjarne Brøchner, Åbyhøj.

kunst.gif (33693 bytes)
Ét af de arbejder man kan opleve på Sommerudstilling II
i Kunstbygningen i Ebeltoft her i den sidste halvdel af
juli måned, er skabt af Inger-Lise Årup fra Ryomgård.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002