Grenaa Bladet - 09-07-02
»Bro, Hansen & Søndergård« på Det Gyldne Krus i Grenaa

»Bro, Hansen & Søndergård« er en akustisk trio fra Nykøbing Mors, der er sammensat af tre rutinerede musikere, som har prøvet meget i musikkens verden og i mange sammenhænge. Den 11.- 12.- og 13. juli kan trioen opleves på Det Gyldne Krus i Grenaa.
De tre musikere spiller et meget bredt repertoire, så hos dem finder man virkelig noget for enhver smag og aldersklasse. På en aften med »Bro, Hansen & Søndergård« kan man støde på navne som Oasis, John Mogensen, Laban, REM, Kim Larsen, Gasolin, Erik Grip, Offspring, Lars Lilholt og mange, mange flere.
Det store blandede repertoire gør, at trioen kan bruges og gøre lykke i mange forskellige sammenhænge og steder. Dertil kommer, at trioen ved, hvad der skal til, for at præsentere akustisk musik, så det bliver en nydelse af lytte til. Trioen består af Kristian Toft Bro på guitar, Keld Hansen på bas, vokal og kor, og Claus Søndergård på guitar, mundharpe, vokal og kor.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002