»Gaveboden« har slået dørene op på Skolebakken 9 i Ørum |
Gitte Eilersen har fået indrettet sin egne brugs-
kunstforretning i en tilbygning til privatadressen
Skolebakken 9 i Ørum. »Gaveboden« er navnet
på den nye Ørum-butik. Foto: Lene Madsen.
Lørdag den 29. juni åbnede en ny forretning i
Ørum. Der er tale om brugskunstforretningen »Gaveboden«. Beliggenheden er meget
central, idet den er beliggende på Skolebakken 9 i Ørum.
Bag disken finder man Gitte Eilersen, der er uddannet sygeplejerske, og som har
arbejdet som sådan gennem mange år i hjemmeplejen i Nørre Djurs Kommune. For et år
siden fik hun imidlertid dårlig ryg, og har således været nødt til arbejdsmæssigt at
tænke i andre baner.
- Jeg har altid haft et stort ønske om at få min egen forretning, men aldrig helt troet
på, at det kunne realiseres. Men nu skal det være! For to år siden lavede vi en større
om- og tilbygning til vores hus. Nu da børnene begynder at flytte hjemmefra, har det
været muligt at skille en del af huset af til forretningen, siger Gitte Eilersen, og
fortsætter:
- Min butik byder på et stort og meget spændende udvalg af brugskunst, silkeblomster og
grønne planter. Jeg laver selv trolde, nisser og sivsko i alle størrelser. Herudover har
jeg fået mulighed for at forhandle nogle virkelig flotte håndsyede bamser. Jeg håber
selvfølgelig meget, at de lokale beboere vil nyde at handle her, hvilket jeg vil gøre
meget for. Derudover er det værd at bemærke, at vi har gode parkeringsmuligheder lige
til døren, hvilket gør det let for folk fra de omkringliggende byer at handle her, siger
Gitte Eilersen.
Hele sommeren vil »Gaveboden« i Ørum holde åbent hele dagen mandag-lørdag. Herefter
vil der være åbent hver eftermiddag samt hele lørdagen.
- Derudover har jeg en idé om af og til at holde åbent om aftenen, og når juletiden
nærmer sig, ser jeg frem til at holde julestue hver weekend, slutter Gitte Eilersen.
Første åbningsdag var som allerede nævnt den 29. juni, hvor der endvidere blev afviklet
en åbningsreception. Her benyttede mange lokale lejligheden til at ønske den nye
forretningsindehaver tillykke med den flotte butik, og held og lykke fremover.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002