38 sommer-gymnaster boltrede sig i Idrætscentret i sidste uge! |
Grenaa IF's Gymnastikafdeling var i hele sidste
uge vært for 38 glade sommer-gymnaster i alderen fra 7 til 13 år. Der var naturligvis
tale om ét af Grenaa Kommunes sommeraktivitets-tilbud til ferieramte skolebørn i
kommunen. I samme uge var der svømmeskole i Grenaa Svømmeklub, badminton i Grenaa
Badminton Klub, bordtennis i BTK Grenaa, tennis i Grenaa Tennisklub, ridning i Dolmer og
bondegårdsaktiviteter i henholdsvis Hammelev og Enslev.
Lotte Tranemose fra Grenaa Rådhus oplyser, at der som sædvanlig har været stor søgning
til bondegårdsaktiviteter. Derudover har der været stor søgning til ridning, badminton,
svømmeskole og springgymnastik. Henved 500 børn fra kommunen er faktisk involveret i én
eller flere af disse sommerferieaktiviteter, der kører på større eller mindre blus i
ugerne fra uge 26 til og med uge 31. Mens der var otte forskellige aktiviteter i gang i
sidste uge, så er der her i den første uge i industriferien kun gang i to - nemlig
bondegårdsaktiviteter i Hammelev og springgymnastik med Trustrup Springerne.Det viser, at
behovet for sommerferieaktiviteter er størst i de uger, hvor forældrene er på arbejde.
Springgymnastik med GIF er ét af de årligt tilbagevendende tilbud, og som allerede
nævnt også ét af de mest søgte. 38 børn mødte således op til en omgang glad
gymnastik i træningshallen i Grenaa Idrætscenter mandag til og med fredag. Det foregik i
tidsrummet fra klokken 9.00 til 14.00. I ugens løb blev der sprunget på
måtter/trampolin. Der blev lavet gymnastik til musik, hvor børne lærte at følge
rytmen, samtidig med de gymnastiske øvelser. Leget og spist madpakke blev der naturligvis
også, og så havde GIF om onsdagen lejet en såkaldt air-track - en øvelses-bane med
luft til i at øve de forskellige spring. Ikke mindst de svære af slagsen, hvor man godt
kan slå sig ganske pænt på en almindelig hård måtte, hvis landingen ikke er helt
fjong.
Det hele blev rundet af om fredagen overfor de forældre, der havde mulighed for at møde
op. Her kunne de så se deres små poder - hvoraf pigerne var i flertal - i aktion på
måtter og trampolin med videre.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002