20 tons tung tagkonstruktion svinget på plads ved Den Kommunale Højeskole! |
Renovering og modernisering af den ældste del
af Den Kommunale Højskole ved Grenaa var ensbetydende med, at én af de helt store
BMS-kraner var kørt i stilling på et stykke af skolens jord ud mod Ringvejen onsdag
morgen i sidste uge. En helt nylavet tagkonstruktion af træ skulle svinges på plads over
det mødelokale, som i tidernes morgen udgjorde ét af selskabslokalerne i det oprindelige
Hotel Du Nord. Der er således tale om en bygningsmasse, som har 40 år på
bagen, og derfor stod og trængte ganske kraftigt til en overhaling. Forstander på Den
Kommunale Højskole, Jørgen Hahn, fortæller, at der er tale om et ombygnings- og
renoveringsprojekt til cirka 8 millioner kroner. Bygningsdelen, der renoveres, er på
mellem 800 og 900 m2, og udgjorde i sin tid hovedindgang med foyer til det oprindelige
Hotel Du Nord, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1962. Siden blev der bygget et nyt
hotel ved siden af - det nuværende Scandic Hotel - og Den Kommunale Højskole rykkede så
ind i det gamle hotel. Mødesalen - der nu har fået et tag med høj rejsning i stedet for
det gamle flade tag - bliver ikke større rent kvadratmetermæssigt, men der bliver
selvsagt noget højere til loftet i hvad der ender med at blive et noget mere lyst,
venligt og luftigt mødelokale. I det hele taget er der udelukkende tale om en tiltrængt
modernisering af den ældste det af højskolens bygningsmasse, og hvis alt går vel er Den
Kommunale Højskole, der tager imod kursister fra den offentlige sektor fra hele landet,
oppe på fuld kapacitet igen rent lokalemæssigt pr. den 18. august.
Det er Ålsrode Tømrerfirma, der står for renoveringsprojektet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002