Grenaa Bladet - 09-07-02
Strandgudstjeneste ved Grenaa Strand

Grenaa Menighedsråd har i samarbejde med Grenaa Naturskole besluttet at afholde en strandgudstjeneste. Sognepræst Lene Højholt kommer til at forestå gudstjenesten, der vil blive afviklet tirsdag den 23. juli om aftenen ved Naturskolen, Klitten 1 ved Grenaa Strand.

Lene Højholt forklarer:
- Vores dejlige strand giver så meget liv og så mange glæder sommeren igennem, så derfor synes vi, at det er en god idé at takke for det igennem en gudstjeneste. Desuden er det ved stranden, at mennesker befinder sig om sommeren, og derfor vil vi gerne møde dem der. Temaet for gudstjenesten vil være »skabelse«, og vi vil læse tekster og synge salmer i relation hertil - både salmer af de gamle kendte, men også nyere salmer, der egner sig særligt til denne lejlighed. Vi håber selvsagt på godt vejr, men i tilfælde af dårligt vejr, vil gudstjenesten blive henlagt til Naturskolens lokaler. I disse lokaler er der under alle omstændigheder kaffe efter gudstjenesten, slutter Lene Højholt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002