Grenaa Bladet - 09-07-02
Hærværk i Grenaa

Forrige weekend bød på et par tilfælde af hærværk i Grenaa. Natten til lørdag blev der eksempelvis kylet en potteplante ind i forruden til en bil, der holdt parkeret på N. P. Josiassensvej i Grenaa. Politiets oplysninger i sagen peger imidlertid i retning af, at der ikke er tale om regulært hærværk. En teori går på, at potteplanten er blevet kylet efter en formodet biltyv, der »rodede« med en anden personbil, men at kastet manglede præcision i forhold til målet. Og det skulle så være gået ud over en helt »sagesløs« personbil.
Et andet tilfælde af hærværk foregik fra en lejlighed på de Lichtenbergsvej i Grenaa. Her morede en feststemt ungdom sig blandt andet med at kaste ting ud af vinduet, og det gik ud over en personbil, der blev ramt af flasker, hvilket medførte en knust venstre siderude plus diverse lakskader. Politiet mødte op på adressen for at finde den skyldige. Det lykkedes ikke i første omgang, men én af de unge mænd på stedet blev anholdt, fordi han opgav falsk navn. Det har kostet ham en overnatning på Politigården og en bøde.
Endelig blev der denne weekend i Grenaa begået hærværk mod en personbil, der holdt parkeret på Nygade. Natten til søndag blev alle bilens vinduesviskere brækket i stykker, og ligeså med bilens antenne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002