Grenaa Sommerlege igen-igen! |
Onsdag den 26. juni kaldte institutionerne
Nærheden, Ålunden og Trekanten påny til Grenaa Sommerlege for psykisk
udviklingshæmmede. Og det var påny området på og omkring Grenaa Lystbådehavn, der
blev udnyttet til formålet. Deltagerne, hvoraf nogle kom fra andre amtsinstitutioner i
Århus Amt, kunne vælge imellem et væld af aktiviteter, men fælles for mange af dem
var, at de havde noget med vand at gøre. Ikke en helt fjollet tanke, stedet taget i
betragtning. Der var således mulighed for sejlads med institutionernes eget skib
»Fabos«, vandcykling, sejlads på gummidæk, ledertræf - hvor man skulle forsøge at
træffe sin leder med en våd svamp - fiskedam, vandpistolduel, beach volley, bygge et
sandslot, stærkmands-konkurrence, spise is på tid (populær disciplin), gå planken ud
og begrave sin egen pædagog - begge dele lyder mere drabeligt end det vitterligt var -
plus en vandstafet. Et dragshow var også på programmet, ligesom man havde mulighed for
at komme tæt på dyr, der var udstillet af Dyrenes Gård i Balle. Grenaa Naturskole også
var involveret i denne aktivitetsdag med naturture og fiskeri fra molen. Det hele blev
rundet af med kåring af diverse konkurrence-vindere ud på eftermiddagen.
Arrangørerne satser naturligvis på at gøre dagen til en årligt tilbagevendende
begivenhed, så mon ikke også der i 2003 bliver afviklet Grenaa Sommerlege på Grenaa
Lystbådehavn. Foreløbigt har sommerlegene for udviklingshæmmede fra hele amtet været
afholdt to gange.
Fotos: Lene Madsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002