| Viceskoleinspektør siger farvel til Søndre Skole |
Viceskoleinspektøren på Søndre Skole siden 1971, Erik Hoberg, har sidste arbejdsdag på skolen på fredag den 28. juni. Den 64-årige Erik Hoberg går på pension, og eftersom den sidste arbejdsuge er uden børn - de fik sommerferie i fredags - så var det netop i fredags, at den afholdte viceskoleinspektør tog afsked med »sine« børn - og omvendt. Det foregik med pomp og pragt, afhentning på adressen og festivitas på skolen.
- Der var nogle elever fra 3. klasse, der kom hen til mig forleden og sagde: »Erik, vi græder på fredag når du rejser«. Det gør jeg også, sagde jeg til dem, hvortil de svarede: »Men du kan jo bare komme og besøge os i frikvartererne«. Det er virklig noget, der går direkte i hjertekulen. Naturligvis er det en stor del af ens sjæl, man siger farvel til, men på den anden side er det jo ikke et unaturligt skridt efter 44 år i skolevæsenet, siger Erik Hoberg, der er medlem af Grenaa Byråd for Socialdemokratiet, og har været i lokalpolitik sideløbende med sin tid på Søndre Skole. Han er i dag 2. viceborgmester i Grenaa Kommune, gruppeformand for socialdemokraterne i byrådet og formand for Voksen- og Fritidsudvalget.
- Der er 3 1/2 år tilbage af indeværende byrådsperiode, så jeg kommer ikke til at kede mig. Det politiske arbejde er faktisk ret omfattende, og typisk har jeg brugt 20-30 timer om ugen på det ved siden af mit arbejde som viceskoleinspektør. Så nu glæder jeg mig ikke mindst til at få tid til at læse en bog igen. Det er virkelig noget jeg har forsømt. Men jeg holder ikke fordi jeg er blevet træt af arbejdet. Jeg har altid været glad for at komme på Søndre Skole, og jeg har jo også næsten været med hele vejen. Skolen var kun 1 år gammel, da jeg startede her i sin tid. Og i guder hvor jeg kommer til at savne de unger, siger Erik Hoberg.
Det er vist gensidigt...
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002