Grenaa Bladet - 25-06-2002
Pokalmatch mellem Grenaa og Ebeltoft

Fredag den 14. juni afholdtes for 10. gang den årlige pokalmatch mellem golfklubberne i henholdsvis Grenaa og Ebeltoft. De 10 bedste af de 54 veteraner fra Ebeltoft formåede at score 8 points mere end de 10 bedste af de 34 fremmødte Grenaa-spillere, så Grenaa Golfklub måtte desværre lide den tort at se pokalen forblive i Ebeltoft, selv om matchen blev afviklet på hjemmebanen i Vestermarken. De bedste scores på dagen blev for Ebeltofts vedkommende leveret af Bente og Per Schlütter, Joan og William Jørgensen og Lis Andersen/Henrik Laasby. For Grenaa var det Edith og Viggo Hansen, Grethe og Peter Holler og Aase og Benny Andersen.
Matchen blev afviklet i et helt ideelt golfvejr, og tilbage er vel kun at sige, at Grenaa-spillerne tørster efter revanchematchen i Ebeltoft til næste år.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002