Grenaa Bladet - 25-06-2002
Handelsskolen i Grenaa har sagt farvel til 70 HH-elever

Grenaa Handelsskole kunne fredag den 21. juni dimittere 70 elever, som har taget en HH - Højere Handelseksamen - på den lokale handelsskole. Det er knap så mange som skolen plejer at sige farvel til, idet niveauet tidligere har ligget på en 90-95 stykker, men det er ikke et udtryk for en dalende interesse for at tage uddannelsen. Forstander Lars Ry Jørgensen forklarer, at skolerne blot må deles om en mindre »kage« end tidligere, idet det er de små årgange, der nu slår igennem for alvor.
- Det er nok det laveste antal HH'ere vi har dimitteret nogensinde, men allerede til næste år stiger det igen, så der er ingen grund til panik, siger forstanderen, der samtidig har haft lejlighed til at sige farvel til 50 HG-elever, hvilket svarer til det normale niveau.
Årets første HH'ere sprang ud tirsdag formiddag i sidste uge. Anette Rasmussen fra Rønde og Merethe Techen fra Grenaa fik studenterhuen med det blå bånd på næsten samtidig, så derfor skal der i år fremhæves to HH'ere i stedet for én. Anette Rasmussens afsluttende mundtlige eksamen var i international økonomi, mens Merethe Techen fik huen på ovenpå en eksamination i historie.
21-årige Anette Rasmussen kunne fortælle Grenaa Bladet, at der nu skulle festes igennem ovenpå den barske eksamenstid. Forude venter en oplæring til salgsassistent i SuperBrugsen i Kolind. Et job hun glæder sig meget til at komme i gang med.
20-årige Merethe Techen's nærmeste fremtidsplaner går på, at hun skal arbejde et halvt års tid for det lokale transportfirma Rygaard Transport, hvorefter hun skal ud og rejse et halvt års tid. Formentlig med Australien som destination. Bagefter denne udlandstur agter hun at tage en frisøruddannelse.

Årets første HH'ere sprang ud i sidste uge. Her ses de to første af slagsen - Anette Rasmussen fra Rønde og Merethe Techen fra Grenaa - idet Dannebrog stryger til tops ved Grenaa Handelsskole. På billedet ses endvidere skolens bestyrelsesformand Frederik Jühne og skolens forstander Lars Ry Jørgensen. Foto: Lene Madsen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002