Grenaa Bladet - 25-06-2002
Posthaven på bustur

33 beboere og medlemmer af Venneforeningen for Ældrecentret Posthaven tog Grundlovsdag på en bustur til Jesperhus Blomsterpark. En tur, som Venneforeningen havde inviteret til.
Kaffe var blevet brygget og rundstykker smurt hjemmefra, som så blev indtaget på turen. Undervejs på turen blev der sørget for harmonika-underholdning og fællessang, som i dagens anledning - Grundlovsdag - var hentet blandt de kendte danske sange.
Vel ankommet til blomsterparken gik man ombord i den forudbestilte middagsmad. Herefter bevægende man sig rundt i den smukke blomsterpark på en dag, hvor sommervejret viste sig fra sin pæneste side med 23 graders varme og en let, mild blæst. Ud på eftermiddagen mødtes man så ved bussen igen forud for hjemturen. Her takkede formanden for Venneforeningen, Svend Busse, alle for deltagelsen, og der var også en tak til de af »vennerne«, der var med på turen som hjælpere. Der havde været tale om en rigtig god dag, som var forløbet uden uheld og med godt humør hos alle.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002