| Den japanske have i Ålsø har åbent hver dag sommeren ud |


Den japansk inspirerede have på Kirkebakken 17 i Ålsø - ved Vibeke og Børge Christensen - er åben hver dag sommeren ud. Det er dermed 18. år i træk, at Vibeke Christensen holder sommeråbent for haveinteresserede i deres smukke have.
Haven, som er 35 år gammel, og som tidligere var en del af en større grusgrav, fremtræder i disse dage fra sin allerflotteste side med et væld af sjældne planter af stort set enhver art. Først og fremmest er der skævet til den japanske havekunst via et ægte thehus med mere, vandpartier, ægte granitlygter og -trug. Og lige netop nu fremtræder bregner og hosta fra deres allerbedste side, fortæller det haveglade ægtepar.
- Hosta er en meget efterspurgt plante, som findes i cirka 70 forskellige udgaver i haven - eksempelvis June og Kapitane, fortæller Børge Christensen.
- Rhodondendron, som har været meget flotte i år, er på retur, men vildarter med indument på bladene, er i sig selv en meget spændende plante. Også dem er der en del af. For ikke at glemme de sjældne Prinula som også findes i haven. Desuden er er kommet mange nyheder til de alpine bede. Dværgplanter - de såkaldte heksekoste - af forskellig art forefindes også i haven. Dem poder vi i øvrigt selv, fortæller Børge Christensen.
Flere tusinde har efterhånden besøgt haven i årenes løb, og den har desuden været i TV flere gange. Senest i forbindelse med programmet »Helge's skønne haver«.
Børge Christensen har endvidere selv medvirket til udarbejdelse af havebøger. Senest i forbindelse med bogen »Iderige haver« af Jørgen Dannesbo, som har besøgt 39 forskellige haver - herimellem Vibeke og Børge Christensens have i Ålsø. I denne bog, der er udkommet på Gad's Forlag, finder man således 4 sider om Ålsø-haven, der også optræder i bogudgivelsen »Japanske haver i Danmark«. Endelig har Børge Christensen slået sig på en omsiggribende foredragsvirksomhed om haver. Fem forskellige foredrag kan han byde på p. t. - det væres sig ét om haveinspiration, ét om bregner i haven, ét om beskæring, ét om planteformering og endelig ét om forhaven. Foredragene er noget han tilrettelægger i løbet af vinterhalvåret, hvorefter han rejser rundt i hele landet med sine foredrag - specielt forår/efterår.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002