Når en byrådssal bliver for trang! |
Dansk Folkeparti's enlige byrådsmedlem i Grenaa Byråd, Bent Andersen, har sendt følgende opfordring til borgmester Gert Schou i anledning af det meget - for ikke at sige ekstremt - velbesøgte byrådsmøde på Grenaa Rådhus tirsdag den 11. juni i anledning af et forslag om at nedlægge Mølleskolen ved Ålsø som folkeskole:
»Hvis der fremover skulle opstå en situation, som den på byrådsmødet, hvor byrådssalen var overfyldt med mennesker/tilhørere, vil jeg foreslå, at man holder byrådsmødet et andet sted. Det begrundes med, at man ikke følte sig særligt godt tilpas på grund af varme og fugtighed i luften, og rent sikkerhedsmæssigt kan der også opstå en kritisk situation ved en eventuel brand. Man må ligeledes tænke på, at de tilstedeværende var demonstranter, og at der eventuelt kunne have været kastet en røgbombe eller lignende, der igen kunne have bevirket paniske situationer. Jeg foreslår man tager kontakt til brandmyndigheden, og her forhører sig om, hvor mange mennekser, der maksimalt må være tilstede i salen - og at der med skilte ved indgangen efterfølgende gøres opmærksom på dette forhold«, skriver Bent Andersen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002