Grenaa Bladet - 04-06-2002
Velbesøgt borgermøde i kulturhuset om Grenaa's fremtid:

 

borgermoede3sp4-fv(2).jpg (17516 bytes)Direktør Tage Malling indledte diskussionen om Grenaa's fremtid med det synspunkt, at det nu skal være slut med at græde over spildt mælk. Der skal tænkes positivt og fremadrettet. Foto: Lene Madsen

Nu har vi grædt længe nok over spildt mælk!
Der er i øjeblikket VM i fodbold i Japan og Sydkorea. I Grenaa har der i en årrække været afholdt VM i jammer, men det skal være slut nu! Grenaa skal gå i offensiven og se på muligheder i stedet for begrænsninger og fokusere benhårdt på at få markedsført Grenaa og omegn som et fantastisk bosætningsområde for tilflyttere - uanset om man er småbørnsfamilie eller en virksomhed.
Nogenlunde sådan kan man med relativt få ord sammenfatte resultatet af det borgermøde, som blev afholdt onsdag aften i sidste uge i Kulturhuset Pavillonen. En håndfuld lokale borgere, der kalder sig Idégruppen Grenaa, havde indkaldt til dette møde for at præsentere nogle konkrete forslag, der kunne vende udviklingen i byen, der lige nu mister flere arbejdspladser end der oprettes. Men også for at tage imod konkrete forslag fra publikum, og efterfølgende loyalt arbejde videre med dem hver især. Herunder det at forsøge at påvirke de lokale politikere til at tage de rigtige, offensive beslutninger. Og at emnet - Grenaa's fremtid - ikke er helt uinteressant, vidner et fremmøde på 265 personer i kulturhusets Centersal i nogen grad om. Samtidig havde mødet bevågenhed fra den regionale TV-station, TV2 Østjylland, der sendte direkte fra mødet i 19.30-udsendelse, og fulgte op med en længere reportage kl. 22.15.

Stor debat-lyst
Debat-lysten denne aften i Grenaa's kulturhus var da også både stor og engageret, og der kom mange konkrete forslag på bordet. Indledningsvis havde Idégruppen Grenaa overladt det til direktør Tage Malling - som har en ikke fjern fortid som formand for Handelscenter Grenaa - at komme med et oplæg til debatten. Og han havde ikke meget til overs for den jammer-mentalitet, der har sneget sig ind under huden på byen ovenpå de mange tabte arbejdspladser.
- Vi mister arbejdspladser når mejeriet lukker. Det samme sker omkring Grenaa Dampvæveri lige nu og nu er Møllen tilmed brændt. Altsammen reelle årsager, men nu har vi altså grædt længe nok over spildt mælk. Vi er ikke overramt i forhold til andre områder, som vi kan sammenligne os med. Udviklingen sker lige nu omkring København, Århus og Odense plus Trekantsområdet. Det kan vi rokke ved. I stedet skal vi fokusere på de fortræffeligheder vi har, og gøre Grenaa til et bosætningsområde. Naturligvis er det uheldigt at Arla og GD lukker, men der bliver hele tiden oprettet nye arbejdspladser på andre virksomheder. Det hører man bare ikke om i medierne. Så det her handler ikke mindst om at få lavet et seriøst stykke markedsføringsarbejde, så også folk udenfor Grenaa Kommune bliver opmærksomme på det her område. Det er jo et fantastisk sted. Vi har en unik natur med en stor plantage midt i det hele og én af de bedste badestrande i Nordeuropa, vi har en flot bymidte, vi har mange turister, vi har en unik turistattraktion i Kattegatcentret, vi har en havn med fantastiske muligheder i form af en »blå mortorvej«, vi har en relanceret Grenaa-Varberg rute, vi har en flot og velbesøgt lystbådehavn, vi har et flot kultur-udbud - og ikke mindst via det sted vi befinder os i i aften - og vi har et af de og største og bedste idrætsanlæg i hele Danmark, der tiltrækker både danske og svenske storklubber år ud og år ind, vi har en utrolig flot golfbane, som vi sagtens kan sælge til vores gæster og vi har nogle afsindigt dygtige erhvervsskoler, som hele tiden udviser kreativitet og nytænkning i bestræbelserne på at fastholde og udbygge en generelt postitiv udvikling. Det samme skal Grenaa gøre på kommunalt plan, så vi én gang for alle kan få stoppet snakken om, hvor skidt det står til, sagde Tage Malling blandt andet.

Idégruppen Grenaa præsenterede forslag
Derpå præsenterede Idégruppen Grenaa en række konkrete forslag til, hvordan det kunne ske. Det gik blandt andet på en bedre markedsføring af Grenaa i forhold til omverdenen - herunder en charmeoffensiv overfor potentielle tilflyttere i form af gratis busture til Grenaa og en bosætningskampagne overfor borgere i Århus og Randers, som bør gøres opmærksom på, at Grenaa er et både bedre, billigere og mere sikkert sted at opholde sig for en børnefamilie. Ønskværdigt var dog bedre transportforbindelser, attraktive parcelhusgrunde - gerne med havudsigt - flere lækre huse, et vandland, kurbad, bedre hoteldrift og nyt sommerhusbyggeri som erstatning for de gamle rønner fra 40'erne og 50'erne - og mindre skrot på Grenaa Havn!! Ikke noget der pynter på et turistområde, vurderer Idégruppen.
- Det er et aktiv at bo så godt som vi gør, men det skal ikke forhindre os i hele tiden at opsøge forbedringer, sagde Hans Conrau fra Idégruppen.
borgermoede3sp4-fv(2).jpg (17516 bytes)Flere uddannelser til Grenaa á la Jydsk Pædagog Seminarium og det at gøre alle mulige krumspring for at tiltrække nye forretninger og virksomheder, var også et must, synes Idégruppen. Og frem for alt: Udsend positive signaler om Grenaa i stedet for negative!!! På alle fronter og på alle ledder og kanter.
Derpå fulgte en meget livlig debat - som blev myndigt og slagfærdigt ledet af advokat Peter Zacher - hvor rigtig mange blandt publikum havde konkrete forslag til, hvad der skulle gøres, og alle forslagene vil der nu blive arbejdet videre med via den styregruppe, som Idégruppen Grenaa har nedsat til det videre arbejde med at få realiseret nogle af de mange gode idéer.
Borgermødet i Kulturhuset Pavillonen denne aften inkluderede også underholdning ved Grenaa Amatørteater samt et lotteri, hvortil der var udloddet koncert-billetter til kulturhuset og teaterbilletter til Djurslands Teater.

265 personer troppede op i Kulturhuset Pavillonen onsdag aften i sidste uge for at deltage i et borgermøde arrangeret af Idégruppen Grenaa. Emnet var Grenaa's fremtid. Foto: Lene Madsen


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002