Grenaa Bladet - 04-06-2002
25.000 Tuborg-kroner til indkøb af café-stole i Grenaa Golfklub

Tuborg-konsulent Carsten Jørgensen (tv) overrækker på dette billede en check på 25.000 kroner fra Tuborgfondet til formanden for Grenaa Golfklub, Niels Rovsing. Det foregik i golfklubbens café/restaurant, som drives af Helle og Jens Flint. Når d'herrer er stillet op omkring nogle stole, så er det ikke helt tilfældet, for de 25.000 kroner er øremærket indkøb af 30 café-stole i forbindelse med den ret så nye om- og udbygning af Grenaa Golfklubs klubhus. I alt er Golfcaféen blevet tilført 84 nye, flotte stole så de trætte golfspillere efter en 18-hullers runde kan hvile deres mødige lemmer i nogle komfortable stole.
Og formanden kunne ved checkoverrækkelsen da også bekræfte, at stolene - udover at de klæ'r caféen ypperligt - også er ganske fortræffelige at sidde i og på.
Niels Rovsing kunne også fortælle, at stolene på sin vis udgør det første skridt i en helt ny udvidelse, idet man har planer om at fjerne caféens endevæg, så caféen kan blive udvidet. I stedet indsætter man en rullevæg, som kan køres frem og tilbage afhængigt af hvad man har brug for af plads. Rummet, som derved bliver inddraget, kan på grund af rullevæggen således også udnyttes som undervisningslokale. Foto: Lene Madsen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002