Grenaa Bladet - 04-06-2002
Projekt »Så langt øjet rækker« inviterer virksomheder til møder

EU-projektet i Nørre Djurs Kommune »Så langt øjet rækker« - der går ud på at skabe et mere rummeligt arbejdesmarked i kommunen - inviterer i disse dage virksomheder i Nørre Djurs til at deltage i to kommende møder - henholdsvis et branchemøde for handel- og kontorfag torsdag den 6. juni i Stenvad Mosebrugscenter, og en midtvejskonference for projektet samme sted tirsdag den 11. juni.
På branchemødet for handel- og kontorfag den 6. juni vil der være et oplæg ved uddeleren i SuperBrugsen i Glesborg, Per Pedersen, der mener, at virksomhederne skal klædes bedre på til at tage praktikanter fra aktiveringsprojekterne. Han indleder mødet og giver sine egne erfaringer gennem mange år videre. Derefter indleder han diskussionen om midler og metoder til mere kvalificeret praktik for ledige, der har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Tilmelding til dette branchemøde kan ske via henvendelse til Stenvad Mosebrugscenter.
På midtvejskonferencen tirsdag den 11. juni fremlægges det første halve års erfaringer og resultater med det erhvervsrettede EU-projekt for socialt svage grupper. Der indledes med korte indlæg fra medlem af styregruppen, Ingolf Steffensen, en arbejdsgiver fortæller om sine erfaringer med praktikforløb, en deltager fortæller om gruppens erfaringer og visioner, og aktørerne beretter om erfaringer og nye mål. Derefter vil der være opsummering og diskussion med konferencens deltagere. Skal der stilles nye mål eller skal de eksisterende justeres, vil være ét af de spørgsmål, der skal tages stilling til. Der vil blive sørget for let servering undervejs.
Konferencen rundes af med et foredrag ved Niels Villemoes fra Institut for Organisation og Virksomhedsledelse. Tilmelding til denne midtvejskonference er nødvendig og skal ske senest den 10. juni via henvendelse til Stenvad Mosebrugscenter. Se øvrigt annoncer for begge arrangementer andetsteds i Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002