Grenaa Bladet - 04-06-2002
Over 200 deltagere i Grenaa Løbet 2002

GrenaaLoebet02osStart1(2).jpg (17513 bytes)GrenaaLoebet02osStart5(2).jpg (18250 bytes)Efter nogle år på den forkerte side af de 200 deltagere, lykkedes det lørdag den 25. maj påny at tiltrække over 200 løbere til Grenaa Løbet, som for andet år i træk blev arrangeret af Grenaa Motionsløbeklub. 201 løbere krydsede målstregen ved Grenaa Idrætscenter denne lørdag eftermiddag efter at have været ude på henholdsvis 5,5 km. og 10 km. ruter i Grenaa Plantage. Traditionen tro med Grenaa Bladet som hovedsponsor for løbet.
Den lokale eliteløber Sidsel Rasmussen - der løber for AGF Atletik - var påny en suveræn vinder på kvindernes 10 kilometer i tiden 38.07 min. - eller næsten 9 minutter hurtigere end nummer to, Helle Mortensen, der kom i mål i tiden 46.55 min. Susanne Petersen blev tredje bedste kvinde på 10. km. i tiden 49.05 min. Ialt 16 damer   stillede op på denne distance.

GrenaaLoebetmaal2sp4fv(2).jpg (17823 bytes)DrengsoverGrenaaLoeb(2).jpg (18651 bytes)For herrernes vedkommende var der kun tre af slagsen, der kunne slå Sidsel Rasmussen på 10 kilometeren. Finn Rasmussen var den hurtigste i tiden 35.51 min. efterfulgt af Esben Krog (36.40) og Esben Madsen (37.07). Ialt 58 løbere stillede op i denne klasse.
I aldersklassen drenge 0-14 år stillede to løbere op, og de kom begge to i mål i nogle meget fine tider. Martin Mols Jensen kom først i tiden 42.38 min., mens Ruben Værum fulgte trop i 43.25 min.
53 løbere stillede op i kvindernes 5,5 km., og her var Rita Hauge dagens hurtigste kvinde i tiden 27.17 min. Hun blev dog fulgt helt til dørs af Louise Ringsted kun 1 sølle sekund efter. Tredjepladsen gik til Lone Jakobsen i tiden 28.45 min.
43 herrer stillede op på denne distance, og her var Klaus Mortensen dagens hurtigste i tiden 18.25 min. Anden- og tredjepladsen gik til henholdsvis Hans Jensen (20.58) og Allan Wendelboe (21.20).
17 drenge i alderen 0-14 år dystede mod hinanden på 5,5 kilomteren, og her var Christian Worm hurtigste dreng i mål i tiden 22.57 min. - omend skarpt forfulgt af Jes Laursen (23.34) og Christian Nielsen (23.47) på de næstfølgende pladser.
Samme aldersklasse og løbsdistance for pigernes vedkommende blev vundet af Julie Smed i tiden 35.54 min. foran Sabrina (efternavn ikke opgivet) i 38.15 min. og Pernille Johnsen i 39.45 min. I alt 12 piger i alderen 0-14 år stillede op på denne distance.
Der var naturligvis masser af flotte præmier til de hurtigste løbere i hver kategori - samt til en del andre løbere via lodtrækning. Se i øvrigt det samlede løbsresultat for Grenaa Løbet 2002 andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002