Grenaa Bladet - 04-06-2002
»Déjà Vu« runder af for denne gang i Grenaa Amatør Grand Prix

Rockgruppen »Déjà Vu« er det sidste musikalske indslag i dette års Grenaa Amatør Grand Prix, som afvikles i et samarbejde mellem Grenaa Bowlingcenter - hvor det hele foregår - og Kalle K. Booking ved Kenneth Kajhøj.
Det sker på fredag den 7. juni, hvor bowlingcentret får besøg af fem spilleglade færinger. De har spillet sammen i lidt under to år. Medlemmerne er mellem 20 og 22 år og musikgenren er rock, men indeholder også elementer fra andre musikgenrer. Medlemmernes musikinspiration kommer fra blandt andre Radiohead, Jeff Buckley, Sting og mange andre. De har haft stor succes med at spille på caféer og til de lidt hårdere rockkoncerter. Medlemmerne af bandet kommer som allerede nævnt fra Færøerne. De arbejder alle sammen i hovedstaden Thorshavn om dagen, og spiller musik om aftenen.
De øvrige deltagende bands i dette års Grenaa Amatør Grand Prix er bandsene »Magnified Eye«, »Desperados«, »Bushwackers«, »Solar Plexus«, »Caddis Fly«, »Avalon«, »Remedy«, »Djævel« og »Carpe Diem«.
Den 14. juni er man så nået frem til kåringen af dette års bedste orkester i Grenaa Amatør Grand Prix i Grenaa Bowlingcenter.
Et dommerpanel diskuterer og voterer sig frem til, hvilket af de deltagende bands, der har gjort sig fortjent til titlen, og dermed 1. præmien på 10.000 kroner. Derudover vil der til de sekundære placeringer blive uddelt mange andre gode præmier, som er velvilligt sponsoreret af det lokale erhvervsliv. Det er 4. år i træk, at der afvikles Grenaa Amatør Grand Prix i Grenaa Bowlingcenter.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002