Beskæftigelsesminister hovedtaler ved Venstres Grundlovsfest 5. juni |
Grundlovsdag
onsdag den 5. juni i indeværende uge afholder Grenaa Venstreforening traditionen tro en
Grundlovsfest ved Lykkesholm Gods ved Trustrup. Hovedtaleren ved dette års
Grundlovs-arrangement er ingen ringere end landets beskæftigelsesminister, Claus Hjort
Frederiksen.
Claus Hjort Frederiksen er 54 år, cand. jur. og tidligere fuldmægtig i
Landbrugsministeriet. Han har også en fortid som partisekretær for Venstre's
landsorganisation fra 1985 til 2001, hvor han blev minister ved Folketingsvalget i
november 2001.
Venstre's gruppeformand i Grenaa Byråd, Svend Brandstrup Hansen, vil afhente Claus Hjort
Frederiksen i Aarhus/Tirstrup Lufthavn, og efterfølgende bruge et par timer på at vise
gæsten den nydelige kommune han besøger. Et ønske som Claus Hjort Frederiksen selv har
givet udtryk for, inden han skal på talerstolen i den smukke park ved Lykkesholm. Her er
der tradition for et rigtig pænt antal besøgende - en del har kaffekurven med, og hvis
regnen driller, vil mødet blive afholdt i den store lade.
Men beskæftigelsesministeren er ikke den eneste taler ved dette arrangement, idet der
også vil være indlæg ved Svend Brandstrup Hansen, Venstres Folketingsmedlem valgt i
Grenaa-kredsen, Else Winther Andersen, og ved Venstres medlem af Århus Amtsråd, Lotte
Horneman.
Foto: Rigmor Mydtskov
Derudover er der sørget for musikalsk underholdning ved
et 5-mands orkester, ligesom der kan vindes flotte præmier på et amerikansk lotteri.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002