20 år med ferieture og 25 års jubilæum på Hedebo-Centret |
Hedebo-Centret i Grenaa - der tidligere hed Gigtplejehjemmet - har 25 års jubilæum den 15. juni. Samtidig kan ældrecentret fejre, at det i år er præcis 20 år siden, at man startede med en årlig sommerferietur for beboere og brugere. Fra den 7. til den 13. juni 1982 var man afsted for første gang - til Søster Katinka's feriehus i Lyngså - og siden 1984 har feriemålet været feriehuset »Fyrbakken« ved Fjellerup Strand. Således også på den seneste tur, der forløb fra den 13. til den 19. maj. 11 brugere/beboere var afsted sammen med fire ansatte fra Hedebo-Centret - plus en enkelt frivillig i skikkelse af formanden for Lokalrådet, Else Miller.
Det er Århus Amt der ejer »Fyrbakken«, og feriehuset udlejes af amtsinstitutionen »Sødisbakke« ved Mariager, der er et center for psykisk og fysisk handicappede børn og voksne.
Selskabet fra Hedebo-Centret kører til »Fyrbakken« i egen bus - plus privatbiler i det omfang det er nødvendigt, idet bussen kun kan tage 9 personer. Om onsdagen lejede man en bus med plads til alle i forbindelse med en tur til Norsminde. Hvert år tager ferieselskabet fra Grenaa ud på en længere tur, og man har gennem årene været afsted på ture til alt i mellem Hjerl Hede og Legoland.
Luftforandring for alle parter
- Det er en utrolig dejlig oplevelse for alle parter. Der er en rigtig god sammensætning af beboere og brugere såvel som personale, og det er ensbetydende med en rigtig god stemning. Mange af deltagerne er med år efter år, og det giver et helt lille socialt fællesskab mellem disse garvede deltagere. Der er for alle parter tale om et frisk pust og luftforandring i forhold til ens dagligdag. Venskaber knyttes og ressourcer frigøres hos de ældre, og det er utroligt dejligt at være vidne til, fortæller Else Miller.
Med på turen i år blandt de ansatte var endvidere sygeplejerske Kirsten Rovsing, sygehjælper Anegrete Larsen, hjemmehjælper Anni Rasmussen og endelig sygehjælper Karen Østergaard. Herimellem finder man også flere, der har været med i adskillige år.
Pengene til disse ferieture tjenes først og fremmest ind via det årlige loppemarked på Hedebo-Centret. Disse penge gør, at den enkelte beboer/bruger kun skal af med et symbolsk beløb for turen.
20 år i træk har beboere/brugere og personale og frivillige fra Hedebo-Centret været på sommerferieophold. Siden 1984 har feriehuset heddet »Fyrbakken« ved Fjellerup Strand, men i ferieugens løb er man også ude og se sig omkring. Dette billede er syv år gammelt, og er taget ved den berømte Hvidsten Kro.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002