Stor cykelløbs-weekend i Grenaa |
En stor cykelløbs-weekend er på vej i Grenaa i dagene
fra fredag den 31. maj til søndag den 2. juni. Grenaa Cykle Club står nemlig for
afviklingen af intet mindre end U-23 DM i enkeltstart og U-23 DM i landevejsløb. Imellem
disse to sportsbegivenheder afvikler den lokale cykelklub endvidere sit årlige løb for
alle cykelryttere - det vil sige alle aldersklasser og rangeringer - hvor klubben venter
hele 600 ryttere til start.
Hvad U-23 DM angår, så er der tale om de allerbedste ryttere i årgangen her i Danmark.
Enkeltstarten får 45 mand til start, og køres fredag den 31. maj med start ved
Kattegatcentret og mål på Baunhøj. Strækningen, der skal gennemkøres, er på 28 km.
Lørdag er der så GCC's traditionelle, årlige cykelløb med start og mål på Baunhøj.
Henved 600 ryttere i alderen fra 10 til 60 år ventes til start denne lørdag den 1. juni.
Dagen efter - søndag den 2. juni - afvikler man så DM i landevejsløb for U-23 ryttere.
Der skal køres i alt 172 km. på en 13 km. lang rundstrækning, og påny køres der med
start og mål på Baunhøj. Cirka 80 af de allerbedste ryttere i Danmark i denne årgang,
ventes til start i Grenaa i forbindelse med afviklingen af landevejsløbet.
Færdselsændringer
I forbindelse med disse cykelløb har Grenaa Cykle Club fået politiets tilladelse til at
ensrette dele af ruten. Lørdag den 1. juni ensrettes færdslen ad Baunhøjvej i retning
fra Vesterport til Æblerosevej, og Robstrupvej i retning mod Skovbrovej, samt Dolmervej i
retning mod Grenaavej/Tyvhøjvej i tidsrummet fra klokken 12.00-17.30.
Søndag den 2. juni er der tale om ensretning på de samme strækninger, men i tidsrummet
fra kl. 10.00 til cirka kl. 15.00.
Grenaa Cykle Club håber på stor forståelse fra områdets beboere, og byder alle
velkommen på sidelinien til nogle forhåbentlig gode cykeloplevelser.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002