Hastigheds-begrænsning på Ålsøbakken er trådt i kraft |
Som proklameret tidligere på året i Grenaa Bladet, så er der nu kommet en ny hastighedsbegrænsning på 70 km/t. på en strækning i begge retninger på Ålsøbakken, der er beliggende nogenlunde midtvejs mellem Grenaa og Trustrup. Det sker for at få taget toppen af farten, så de forholdsvis mange trafikuheld i netop Ålsø-krydset, kan blive en saga blott. Politiet har fået lavet målinger på stedet, og en alt for stor procentdel af bilisterne kommer »blæsende« med 130-150 km/t. på strækningen, hvor der indtil nu har været en fartbegrænsning på 80 km/t.. Samtidig ligger politiet inde med en konkret viden om, at mange af de uheld, der er sket i krydset, netop er sket på grund af for høj hastighed på selve landevejen. Derfor dette skridt med ny fartbegrænsning på stedet, og de nye hastighedstavler blev sat op af amtets vejfolk i sidste uge. Det passer meget godt sammen med, at Grenaa Politi netop har fået sit helt eget laserudstyr, hvilket selvsagt er ensbetydende med hyppige fartmålinger på stedet i den kommende tid. Blandt andre steder i politikredsen, hvor tyngden af folks speederfod heller ikke harmonerer helt med den gældende fartbegrænsning.
På længere sigt er det meningen, at der skal laves en rundkørsel i Ålsø-krydset, men amtet har ikke pengene hertil lige for tiden. Derfor denne fartbegrænsnings-foranstaltning i stedet. Man har haft held med et lignende initiativ på den del af Randers-landevejen, der passerer Ramten i Nørre Djurs Kommune.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002